Fortsæt til indhold

Podcast: "Min coach var altafgørende"

Kasper Fangel er chef for Danmarks største virksomhed målt på antallet af mennesker. Vejen til toppen gik blandt andet gennem et menneske, der har fulgt ham siden han var helt ung.

Topchef i ISS Kasper Fangel har haft en coach, siden han var 12 år gammel. Foto: Gregers Tycho
Ledelse med Louise Orbesen
Louise OrbesenLedelsesekspert og podcastvært

Jeg mødte ISS-direktør Kasper Fangel første gang til et foredrag, vi skulle holde sammen på Århus Symposium. Mens vi står og venter på at gå på scenen, hører jeg en samtale, som han har med en af sine tætte medarbejdere.

”Ved du, hvor han er henne? Kan du ikke ringe til ham og fortælle, hvor vi er og hvordan, han kommer herhen,” siger han og kigger sig omkring.

Jeg tænker ikke videre over det, ikke indtil vi går på scenen og det går op for mig, at ham, Kasper Fangel talte om – og som nu sidder forrest i salen – er hans coach gennem mange år. Ja, faktisk siden Kasper var 12 år gammel og spillede badminton på eliteplan. Det er nemlig Michael Kjeldsen, som er gammel træner for landsholdet i badminton. Michael er stadig den, Kasper ringer til, når der er noget, han har brug for at vende. Nogle gange taler de sammen flere gange om dagen. Efter foredraget hilser jeg kort på Michael Kjeldsen, og han giver mig en følelse af at være ydmyg og klog. Jeg tænker, at det er specielt at have en coach så tæt på hele livet. Og også meget klogt og noget flere burde have.

På spørgsmålet om, hvad det har betydet for Kasper at have sådan en som Michael på sidelinjen er svaret, at det ”har været altafgørende”.

Lyt med i dette afsnit af podcasten og hør Kasper fortælle, hvordan det hænger sammen.

Artiklens emner
Job og Karriere
ISS