Tænketanken med Joachim Sperling: Topdiplomaten ridser Europas hovedpine op
Podcasten Tænketanken med Joachim Sperling bringer lytterne helt tæt på nogle af de mest magtfulde mennesker i Danmark. I denne episode kan du møde Michael Zilmer-Johns, der er tidligere dansk Nato-ambassadør.
Siden Anden Verdenskrig har USA været garant for vores sikkerhed og arkitekten bag den globalisering, der gjorde Kina til verdens fabrik og USA til verdens største importør af produkter fra bl.a. Danmark.
Nu er den orden er brudt sammen.
For USA er blevet utilregneligt, samtidig med at Rusland er blevet stadig mere aggressivt. Kina er en systemisk rival, som ingen rigtig ved, hvor man har.
Hvad betyder det for erhvervslivet, at vores vigtigste allierede og største eksportmarked er blevet en politisk risikofaktor? Har vi vænnet os så meget til den gamle verdensorden, at tanken om europæisk strategisk autonomi fremstår helt urealistisk?
I denne episode af podcasten interviewer Joachim Sperling Michael Zilmer-Johns, der er tidligere Nato-ambassadør og formand for regeringens sikkerhedspolitiske analysegruppe, om netop de spørgsmål.
Ifølge topdiplomaten drejer usikkerheden sig navnlig om tre afhængigheder:
Den digitale afhængighed af amerikanske techgiganter, der opbevarer vores data og styrer de algoritmer, som bestemmer indholdet på de sociale medier – og som også kontrollerer AI, der efterhånden har grebet ind i alle dele af vores liv.
Energiafhængigheden, hvor vi stadig balancerer mellem elektrificering og import af fossile brændsler fra bl.a. USA og lande i Mellemøsten, som vi ikke deler værdier med.
Endelig er der den forsvarsindustrielle afhængighed af amerikanske kapaciteter – fra satellitter til avancerede våbensystemer – og som det vil tage år at komme ud af. Den usikkerhed rammer ikke kun stater, men også investeringer, forsyningskæder, kapitalomkostninger og bestyrelsers risikovurderinger.
Derfor er geopolitik på toppen af dagsordenen i erhvervslivet netop nu.


