Tænketanken med Joachim Sperling: Er vores klimapolitik et luftkastel?
Podcasten Tænketanken med Joachim Sperling bringer lytterne helt tæt på nogle af de mest magtfulde mennesker i Danmark. I denne episode kan du møde Klimarådets formand Peter Møllgaard.
Danmarks mål om at reducere CO2-udledningerne med 70 procent i 2030 er under pres. Klimarådet vurderer i sin seneste statusrapport, at det ikke længere er sandsynligt, at målet nås.
I denne udgave af Tænketanken har Joachim Sperling besøg af Rådets formand, Peter Møllgaard, som forklarer, hvad problemerne er – ikke mindst hvad angår CO2-fangst og udtagning af lavbundsjorder i landbruget.
Samtidig rejser det et større spørgsmål: Har klimapolitikken i for høj grad været drevet af luftige ambitioner frem for praktisk gennemførlighed?
Klimarådet er i øvrigt selv til debat, for inden årets udgang skal Folketinget beslutte, om særbevillingen på 16 mio. kr. årligt skal fortsætte i endnu tre år. Det sker samtidig med, at Rådet skal have ny formand. Hvad tænker Peter Møllgaard om det?
Joachim Sperling ringer til klimadirektør i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, for at få hendes vurdering af Klimarådets arbejde og Peter Møllgaards indsats som formand.

