Tænketanken med Joachim Sperling: Derfor tjener topchefer 60 millioner om året
Podcasten Tænketanken med Joachim Sperling bringer lytterne helt tæt på nogle af de mest magtfulde mennesker i Danmark.
Det er ikke længere unormalt, at en topchef i et C25-selskab tjener 50-60 mio. kr. om året. Men får aktionærerne egentlig noget for pengene?
I årtier har virksomheder forsøgt at løse et grundlæggende problem: Hvordan får man topchefen til at handle i ejernes interesse og skabe værdi på langt sigt? Svaret har været bonusser, aktier og avancerede incitamentsprogrammer.
Men kan man overhovedet måle, hvor meget af en virksomheds succes der skyldes topchefen, og hvor meget der skyldes held, konjunkturer eller et marked i medvind?
I Tænketanken taler Joachim Sperling med CBS-professor Ken Bechmann om eksplosionen i topcheflønninger og mekanismerne bag.
Har benchmarking skabt en lønspiral, hvor alle skal ligge over gennemsnittet? Har større åbenhed om løn paradoksalt nok været med til at drive den op? Og hvorfor tilfører vi topchefen så stor en del af værdiskabelsen, når resultaterne skabes af en hel organisation?
Og selv hvis en topchef til 50 mio. kr. er alle pengene værd: Hvor stor kan forskellen til resten af samfundet blive, før det bliver et problem?
Gæst: Ken Bechmann, professor på Copenhagen Business School.
Vært: Joachim Sperling
Podcastredaktør: Kasper Søegaard


