Topchefernes Playliste med André Rogaczewski: Fra Black Sabbath til global business
»Livet er ikke meget værd at leve, hvis man ikke genopfinder sig selv løbende.«
Det siger André Rogaczewski, topchef i Netcompany, i en ledelsessamtale, der starter med heavy metal og ender ved meningen med det hele.
Sammen med vært Mette Højen taler André Rogaczewski om musik som fællessprog på tværs af kulturer, og om hvorfor Netcompany fra første dag har haft noget af skotterne fra Braveheart over sig. Hør også, hvorfor verdensmusikken har en plads i Andrés hjerte.
Black Sabbaths “Warning” er André Rogaczewskis personlige ledelsessoundtrack: et langt nummer fuldt af temposkift, med en blues, der kører stabilt i baggrunden.
Temposkiftene har også præget hans eget liv og ledelse - og tempo og musik fylder også i fritiden, når André Rogaczewski selv sætter sig ved trommesættet.
Netcompanys soundtrack er Nick Cave & The Bad Seeds’ “Push the Sky Away”, om at blive ved med at skubbe himlen lidt højere op; at være ambitiøs og arbejde videre.
Den får André Rogaczewski til at vove en påstand: Hvis man ikke savner noget mere, er det måske tid til at sige farvel. Netcompany savner stadig meget.
- Ugens gæst: André Rogaczewski, adm. direktør i Netcompany
- Vært: Mette Højen
- Produceret af: Anders Thykier
- Podcastredaktør: Rasmus Bendtsen






