Politik
0

»Hurra« eller »skandaløs skødesløshed«? Se de danske politikeres reaktioner på Trump-tale

SF opfordrer udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til at tage afstand fra den amerikanske beslutning.

USA's præsident, Donald Trump, meddelte onsdag aften, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Det har skabt reaktioner verden over. Foto: Alex Brandon/AP

Den amerikanske præsident, Donald Trump, meddelte i en tale onsdag aften, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad, og derfor vælger man også at flytte landets ambassade til byen.

Det har skabt internationale reaktioner fra blandt andet Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og selv paven har reageret på udmeldingen.

Men også hjemme i Danmark har Donald Trumps tale fået politikerne til tasterne.

»Det er ganske enkelt en skandaløs skødesløshed, USA's præsident udviser. Nu i Mellemøsten med et så ensidigt og perspektivløst skridt, som sætter alle håb om fremskridt i venteposition. Og med hvilket formål? Man græmmes,« lyder det fra leder af De Radikale, Morten Østergaard på twitter.

Enig med ham er Alternativets leder, Uffe Elbæk, der heller ikke støtter præsidentens beslutning.

»Stik imod alle internationale aftaler vælger Trump at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem og kalder handlingen en hyldest til freden. Det er jo galimatias. Det er jo det stik modsatte: En finger til fredsprocessen,« skriver Uffe Elbæk (AL).

Også SF-politiker Lisbeth Bech Poulsen melder sig i rækken af kritiske røster. Hun opfordrer nu udenrigsministeren til at melde klart ud.

»Kære Anders Samuelsen. Det ville klæde dig at tage konkret afstand fra Trumps farlige melding om Jerusalem. Selv paven har meldt klart ud,« skriver Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Men der findes også danske politikere, der støtter den amerikanske udmelding.

»Hurra for USA! Håber, at Danmark snart følger trop. Jerusalem er og bliver Israel. Ingen Israelsk regering uanset farve vil nogensinde opgive Jerusalem,« skriver udenrigsordfører for Dansk Folkeparti Søren Espersen.

Hverken statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) har endnu onsdag aften meldt ud, hvad de mener om Trumps beslutning.

BRANCHENYT
Læs også