Politik
0

Finansloven trækker det offentlige forbrug i vejret

Det offentlige forbrug ventes nu at stige 1,1 procent i 2018. Det er en anelse mere end hidtil skønnet.

Foto: Ernst Van Norde

Finansloven for 2018 betyder, at det offentlige forbrug stiger en anelse mere, end regeringen havde regnet med i december, da den offentliggjorde publikationen Økonomisk Redegørelse.

Den indeholder en prognose for dansk økonomi.

Det oplyser finansminister Kristian Jensen (V) i et svar til Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted.

- Aftale om finansloven for 2018 giver isoleret set anledning til en opjustering af skønnet for det offentlige forbrug på cirka 0,75 milliarder kroner i 2018, skriver finansministeren.

Dermed skønnes det offentlige forbrug at stige 1,1 procent i 2018. I Økonomisk Redegørelse lød skønnet på 1,0 procent.

Stigningen i det offentlige forbrug var et centralt stridspunkt op til folketingsvalget i 2015. Venstre gik til valg på såkaldt nulvækst, altså at det offentlige forbrug ikke skulle stige.

Liberal Alliance går ind for minusvækst i den offentlige sektor som en central del af sit politiske program. Mens Dansk Folkeparti under valgkampen talte for en stigning i det offentlige forbrug på 0,8 procent årligt.

Regeringen har som officielt mål, at det offentlige forbrug kun må vokse 0,3 procent om året.

En del af forklaringen på, at det offentlige forbrug ser ud til at stige så forholdsvis meget i 2018, er, at staten har brugt færre penge end ventet i 2017.

Ifølge Økonomisk Redegørelse kan det forklare 0,4 procentpoint af stigningen.

BRANCHENYT
Læs også