Politikere skyder 4,6 mia. kr. i Femern-projektet uden grønt lys fra Tyskland
Danske politikere satser milliarder på Femern-projektet, mens en tidligere statssekretær i Slesvig-Holsten advarer om, at meget kan gå galt.
Et flertal i Folketinget har sagt ja til at bruge 4,6-5,2 mia. kr. på Femern-projektet, før man overhovedet ved, om man får grønt lys fra Tyskland til at bygge tunnelen som planlagt. Det viser Finans´ beregning på baggrund af Femerns egne tal og estimater for udgifter frem til slutningen af 2020.
Hvis der skulle opstå uventede problemer med den tyske byggetilladelse, kan pengene i sidste ende være spildt. I sidste måned valgte transportminister Ole Birk Olesen (LA) og en enig forligskreds at fremrykke investeringer for 320 mio. kr.
Professor på RUC Bent Greve, der har en doktorgrad i offentlig forvaltning ved RUC, kritiserer politikerne for at bruge unødvendigt mange penge, før projektet er 100 pct. sikkert.
»At investere 5 mia. kr., før man er sikker på, om man kan gå videre med projektet, forekommer som et overraskende stort tal. Selvfølgelig vil der være omkostninger til VVM-undersøgelser, projektering og andet, men det koster altså ikke så mange penge,« siger Bent Greve.
Udfordringen for Femern-projektet er, at der venter en retssag forude, hvor tyske modstandere vil forsøge at stoppe byggeriet.
Transportministeriet og politikerne regner med, at de tyske myndigheder godkender Femern-tunnelen i slutningen af 2018, og at man derefter skal bruge to år på at vinde retssagen. Men sådan kommer det ikke nødvendigvis til at gå. Frank Nägele var i perioden 2012-2017 statssekretær i delstaten Slesvig-Holsten, hvor han bl.a. havde ansvaret for godkendelsen af Femern-forbindelsen. Han påpeger, at der er store usikkerheder forbundet med retssager som den, Femern skal igennem.
»Når sager kommer for forvaltningsretten i Leipzig har jeg ofte været overrasket over, hvad der er sket. Derfor mener jeg, at det er farligt at spekulere i udfaldet af en sådan retssag,« siger Nägele.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) er blevet præsenteret for Jyllands-Postens beregninger, men han har afvist at stille op til interview. I en mail skriver ministeren:
»For så vidt angår spørgsmålet om fortsatte investeringer i Femern Bælt-forbindelsen, hvis en retssag medfører, at projektet løber ind i problemer, må det i sagens natur bero på en konkret vurdering, hvis en sådan situation skulle opstå.«


