Politik
BREAKING
0

Efter Netcompanys skattegevinst: Politisk flertal vil undersøge regelstramninger

Efter afdækningen af, hvordan børskandidaten Netcompany efter et opkøb fik millionstor skattegevinst, beder politisk flertal nu skatteminister Karsten Lauritzen (V) undersøge, om skattereglerne skal strammes.

André Rogaczewski er  direktør for Netcompany, der tilbage i 2012 lavede en opkøb, der betød, at selskabet sparede mange millioner i skat. Nu vil politikerne undersøge, om skattereglerne skal strammes. Foto: Stine Bidstrup

Et politisk flertal vil undersøge behovet for at skærpe skattereglerne for danske virksomheder. Det sker, efter at Finans har afdækket, hvordan børskandidaten Netcompany fik en millionstor skattegevinst i forbindelse med et virksomhedsopkøb.

»Det skal ikke være sådan, at man kan købe sig ind og få et underskud fra et andet selskab, som man så kan bruge til skattespekulation. Det er ikke rimeligt. Derfor må vi undersøge, om reglerne er gode nok, som de er i dag, eller om der skal sættes ekstra værnsregler op,« siger Dennis Flydtkjær, skatteordfører i Dansk Folkeparti.

I 2012 købte det danske it-selskab Netcompany en del af konkurrenten Tietos danske aktiviteter og overtog i samme forbindelse 37 af Tietos ca. 175 medarbejdere til en pris på 21 mio. kr. Tieto havde i årene forinden haft store underskud, som Netcompany kunne udnytte til at spare samlet omkring 68 mio. kr. i skat. Det viser Finans' gennemgang.

Netcompanys medstifter og topchef, André Rogaczewski, afviser, at der har været tale om en skattemanøvre.

»Vi købte Tieto, fordi vi så et stort potentiale i at forbedre en vital del af samfundets digitale infrastruktur, og de 37 medarbejdere, vi overtog, er i dag blevet til 108,« siger han.

Netcompanys skattegevinst var fuldt ud lovlig, men det er ikke meningen, at skattereglerne skal kunne bruges på den måde, lyder det samstemmende fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Derfor beder skatteordførerne fra de fem partier nu skatteminister Karsten Lauritzen (V) undersøge, om der er behov for at stramme op på reglerne, og SF og Enhedslisten melder sig endda allerede nu klar til regelstramninger.

Netcompany er storleverandør af offentlige it-systemer, bl.a. til Skat, hvor den succesfulde danske virksomhed har vundet den højtprofilerede opgave med at levere afløseren til det skandaleramte inddrivelsessystem, EFI.

Skatteminister Karsten Lauritzen opfordrede i 2016 et svar til Folketinget leverandører til staten - og herunder Skat - til »at have en stor grad af selvjustits og være særlig opmærksomme på ikke at operere i skattemæssige gråzoner«, men tirsdag ønskede han ikke at kommentere sagen.

Det er dog ikke Netcompanys rolle som leverandør til staten, der får skatteordførerne på banen.

»Det er ikke kønt, men lovligt. Det er vores ansvar at indrette lovgivningen på en fair måde,« siger SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

BRANCHENYT
Læs også