Brede smil, tynde tekster
Topmødet i Singapore fik tidligere dødsfjender til at smile sammen.
Det er bedre at tale sammen end at true hinanden med atomkrig.
På den baggrund er reaktionerne verden over på topmødet i Singapore mellem præsident Trump og Nordkoreas diktator, Kim Jong-un, overvejende positive.
Lettelsen over, at topmødet forløb i en god, undertiden ligefrem gemytlig atmosfære, vejer tungere end en mere nøgtern analyse af, at de aftaler, der blev indgået, absolut er i den bløde, uforpligtende ende.
Fin stemning, brede smil og veliscenesatte tv-billeder kan ikke dække over, at aftaleteksten er endnu mindre konkret end forventet.
Det afgørende punkt om, at der skal arbejdes på at gøre den koreanske halvø atomvåbenfri, er ovenikøbet kopieret af fra det kommuniké, som Kim Jong-un og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, udsendte fra deres topmøde den 27. april i Panmunjom.
Der er ingen nærmere detaljer om, hvordan atomafrustningen skal foregå, hvad tidshorisonten er, eller hvordan overvågningen af processen skal forløbe.
Detaljer skal forhandles
Præsident Trump sagde på sin afsluttende pressekonference, at det er spørgsmål, som der nu skal forhandles nærmere om. På amerikansk side skal udenrigsminister Mike Pompeo stå i spidsen for disse forhandlinger.
USA vil opretholde de internationale FN-sanktioner mod det nordkoreanske regime, indtil atomvåbnene er fjernet. Men allerede få timer efter topmødet forlangte Kina, at sanktionerne nu skal lempes.
Kim Jong-un sagde ikke nær så meget som Trump på det femstjernede Capella Hotel. Han holdt heller ikke noget pressemøde, men forsvandt hurtigt hjemover. Han forekom at være godt tilfreds.
USA har imødekommet et af hans hårdeste krav; en indstilling af de tilbagevendende militærøvelser i Sydkorea.
Selv har han ikke forpligtet sig til ret meget ud over at arbejde for en afskaffelse af atomvåben på den koreanske halvø.
USA har firet på sine oprindelige krav om, at en atomnedrustning skal falde hurtigt og i ét hug. Også her hedder det, at de nærmere detaljer nu skal bokses på plads, men Trump har allerede tilkendegivet, at der kommer mange møder i en længere proces, før målet er nået. Indtil for nylig stod USA hårdt på, at der ikke kunne forhandles, før atomvåbnene var væk.
For Kim Jong-un var selve afholdelsen af topmødet det hele værd. Hvad der ikke lykkedes for hans far og bedstefar, lykkedes for ham: at mødes med verdens mægtigste mand i øjenhøjde og på samme niveau.
Han har fået de sikkerhedsgarantier for sig selv og sit regime, som han til gengæld altid har forlangt. De er ganske vist heller ikke særligt konkrete, men han har som 34-årig en meget længere tidshorisont at arbejde med end Donald Trump, der er ude af Det Hvide Hus om senest syv år.
Internationale iagttagere er derfor enige om, at Kim har haft held med sin strategi om en uforpligtende aftale, der nu skal forhandles nærmere. Ydermere har Trump givet den indrømmelse, at selve destruktionen af atomvåbnene – efter at man måtte blive enige om, hvordan det skal foregå – kan tage lang tid, måske op til 10 år.
Aftalen afdramatiserer situationen på den koreanske halvø, hvilket var helt nødvendigt for alle parter. Kim Jong-un vil gerne kunne bruge flere ressourcer på at modernisere sit land lidt i stedet for at putte alt i militæret. USA vil have ro i denne region for at kunne tage sig af andre, mere presserende opgaver. Kina vil bare have ro og status quo i sin baghave, mens også Japan kun er interesseret i en militær deeskalation.
En genforening taler ingen om. Sydkorea har det ganske vist stadig som officiel politik, men er ikke indstillet på at betale regningen. Kina vil heller aldrig gå med til det. Igen en indikation på, at alle parter er mest interesseret i at opretholde status quo – men uden truslerne, prøvesprængningerne og risikoen for krig.
Topmødets store værdi ligger derfor i, at det blev afholdt, og at det gik nogenlunde godt. Det skyder nu en stribe forhandlinger i gang, der sagtens kan trække meget længe ud, men som nedbringer spændingsniveauet. Hvornår den sidste nordkoreanske atomraket hugges op – om overhovedet – bliver på den måde knap så vigtigt.
Trump har lovet amerikanske investeringer til Nordkorea, og amerikanske virksomheder siges at stå på spring for at komme ind på det helt uopdyrkede marked. Og han har endnu engang i egen optik demonstreret, at han kan skaffe resultater.
»Uden den hårde retorik ville det aldrig være gået,« sagde Trump.
Det er det samme som at sige, at alle de hårde ord og personlige fornærmelser, foruden de drabelige trusler, mod Kim Jong-un sidste år mestendels var teatertorden. Det er resultatet, der tæller, mener Trump. Det samme kan Kim Jong-un sige. Han har nu udsigt til at kunne bringe sit forarmede land ud af isolationen; som minimum tilbage til positionen som Kinas særligt begunstigede allierede.
Efter en kaotisk optakt til Singapore-mødet – aftalt, aflyst, genaftalt – endte det med at give alle håb om en roligere fremtid. »Historisk« var et af dagens mest benyttede ord. Nu skal det bare have konkret indhold.