Fortsæt til indhold

Brian Mikkelsen forlader politik: Skal være direktør i Dansk Erhverv

Erhvervsministeren oplyser på Twitter, at han forlader politik til fordel for direktørjob i brancheorganisationen Dansk Erhverv. Afløseren som minister vil være på plads allerede torsdag, melder statsministeren.

Politik

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) forlader efter en årrække dansk politik til fordel for et job som adm. direktør i brancheorganisationen Dansk Erhverv.

Det meddeler ministeren via Facebook og Twitter.

Den hidtidige direktør Jens Klarskov trækker sig samtidig ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Erhverv »efter gensidig aftale.«

»Jeg er både stolt, bevæget og begejstret på en og samme tid. Sagen er, at jeg har takket ja til at blive administrerende direktør i Dansk Erhverv. Jeg er først og fremmest meget stolt over, at Dansk Erhverv har set i min retning. Det er en kæmpe ære at skulle arbejde intenst med det, som ligger mit hjerte nært – nemlig dansk erhvervslivs ve og vel,« skriver ministeren på det sociale medie Facebook.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oplyser i en pressemeddelelse, at han vil udnævne en ny minister allerede torsdag.

»Brian Mikkelsen har igennem mange år været en dygtig og engageret minister. Han brænder for at gøre en forskel – og har gjort det både som kultur-, justits-, økonomi- og erhvervsminister igennem en lang årrække. I det lys vil jeg gå til Dronningen i morgen for at justere regeringens sammensætning,« lyder det fra statsministeren.

Også i Dansk Erhverv er det altså skiftedag. Her forlader den 58-årige adm. direktør Jens Klarskov posten efter et årti til fordel for Brian Mikkelsen.

»Jeg vil gerne anerkende og takke Jens Klarskov for den store indsats, han siden 2008 har ydet Dansk Erhverv sammen med Dansk Erhvervs dygtige medarbejdere. Der er tale om et meget flot stykke arbejde, der har resulteret i den stærke position, Dansk Erhverv har i dag. Men tiden er inde til at lade nye kræfter træde til, der kan føre Dansk Erhverv videre i henhold til vores strategi,« lyder det i en pressemeddelelse fra brancheorganisationens formand, Jens Mathiesen.

Artiklens emner
Dansk Erhverv
Erhvervsministeriet