Fortsæt til indhold

Ny aftale ændrer reglerne for ledige

A-kasser får bl.a. ansvaret for ledige i de første tre måneder, og ledige med job på hånden slipper for tvang om at søge job.

Arkivillustration: Miriam Dalsgaard
Politik

Der skal ryddes kraftigt op i junglen af tilbud og krav til ledige, hvad enten der er tale om dagpengemodtagere eller kontanthjælpsmodtagere.

Det er formålet med en ny bred politisk aftale mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, som partierne har indgået torsdag formiddag.

Ifølge beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) er der tale om et nybrud i dansk beskæftigelsespolitik og den mest omfattende reform af beskæftigelsesindsatsen i 20 år.

Beskæftigelsessystemet har længe været under beskydning fra både kommuner, a-kasser og fagforeninger for at være en labyrint af bureaukrati, som det til tider også har været svært at fornuften i.

»Vanvittige proceskrav og vanvittige skemaer bliver afskaffet. Vi frigør 1.000 stillinger, så kommunerne kan bruge kræfterne for at få i arbejde i stedet for,« siger Troels Lund Poulsen.

Den nye aftale bygger på fire grundelementer.

Der skal være færre og mere enkle proceskrav, ens regler på tværs af målgrupper, flere digitale løsninger og fokus på jobcentrenes resultater.

Konkret kommer det bl.a. til at betyde, at ledige med job på hånden ikke længere vil være tvunget til fortsat at søge job.

Et andet punkt er, at a-kasserne får som et fire-årigt forsøg hele ansvaret for de ledige i de første tre måneder. Det har længe været et ønske fra fagbevægelsen og Socialdemokratiet, og her har regeringen nu givet sig.

»Det er en god dag, hvor vi har tænkt på de arbejdsløse,« siger beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S).

Kommunerne har efterspurgt større frihedsgrader, og det får de nu, fordi partierne slækker på en omfattende række proceskrav.

Til gengæld kommer der ekstra fokus på, om kommunerne får ledige i job og nye skrappe sanktioner overfor kommuner, der ikke hjælper de ledige i tilstrækkelig grad.

»Vi kan nu finde Thors hammer frem, hvis der er kommuner, der svigter de ledige. Med den nye aftale kan den til enhver tid siddende beskæftigelsesminister diktere, hvad der skal til, hvis en kommune svigter,« siger Troels Lund Poulsen.

Artiklens emner
Ledighed
Troels Lund Poulsen