Fortsæt til indhold

Vicepræsident i USA beskylder Kina for at påvirke midtvejsvalg

USA og Kina er uenige om både handel og grænser i Det Sydøstasiatiske Hav. Torsdag føjede vicepræsident Mike Pence endnu en front til de to landes uenighed.

Politik
/ritzau/AP

Vicepræsidenten mere end antydede, at Kina forsøger at få afsat Donald Trump som præsident i USA med beskidte trick.

Ifølge Pence forsøger Kina "mere proaktivt og med tvang at påvirke vores indenrigspolitik".

- Kina ønsker en anden præsident i USA, siger Pence i en tale til et arrangement afholdt af tænketanken Hudson Institut.

Pences bemærkninger falder, en uge efter at Donald Trump har fremsat lignende beskyldninger.

- Desværre har vi fundet ud af, at Kina har forsøgt at blande sig i vores kommende valg i 2018, sagde Trump.

- De vil ikke have mig, eller os, til at vinde, fordi jeg er den første præsident, der har udfordret Kina på handelspolitik.

Ifølge Pence forsøger Kina med sin handelspolitik at påvirke specifikke delstater og brancher, der spiller en vigtig rolle ved midtvejsvalget.

- Et estimat viser, at mere end 80 procent af de områder i USA, som Kina forsøger at påvirke, stemte på Trump som præsident i 2016, siger Pence.

Artiklens emner
Mike Pence