Mette Frederiksen efter bankskandaler: Finanssektoren skal under øget kontrol
»Kapitalismen i moderne tid er blevet syg,« mener Socialdemokratiets formand og opfordrer statsministeren til handling.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil give kontrolmyndighederne ny styrke for at tøjle grådighed og alvorlig kriminalitet i den finansielle sektor.
De seneste skandaler om formodet hvidvask i Danske Bank og drænet af udbytteskat fra europæiske statskasser for hundredvis af milliarder får Mette Frederiksen til at opfordre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til politisk handling.
»Det, vi ser, er mest af alt et udtryk for, at kapitalismen i moderne tid er blevet syg. Det afslører en grådighed i den øverste del af samfundet, som vi i mine øjne ikke har set før, og en udspekulerethed, som er bekymrende. Det er derfor, vi nu siger, at der er behov for politisk handling,« siger Mette Frederiksen.
S-formanden mener, at finanssektoren med skandalerne har brudt den samfundskontrakt, der blev indgået, da Folketinget reddede bankerne efter finanskrisen. Hun frygter, at finanssektorens tillidsbrud kan få danskerne til også at miste tilliden til både det politiske system og kontrolmyndigheder som skattevæsenet og Finanstilsynet.
Med en række konkrete og vidtrækkende forslag lægger hun op til forhandlinger om, hvordan samfundet kan gardere sig mod nye skandaler. Socialdemokratiet foreslår bl.a. en opsplitning af Finanstilsynet, offentlige repræsentanter i bankbestyrelser og en ny fælleseuropæisk efterforskningsenhed for hvidvask og økonomisk kriminalitet.
Finanssektoren erkender, at den ikke har opført sig ordentligt.
»Jeg er helt enig i, at sektoren i de aktuelle sager har brudt kontrakten med det samfund, vi er en del af. Der er kun ét sted at kigge hen – og det er indad. Det er op til os selv at genvinde den tillid, vi har tabt,« siger Michael Rasmussen, der er formand for bankernes lobbyorganisation, Finans Danmark.
Ifølge en ekspert bør politikerne sikre de nødvendige ressourcer til at føre kontrol med finanssektoren.
»Det er vigtigt, at man får kontrolleret det, man vil kontrollere, og at man sørger for, at der er ressourcerne til det,« siger Lars Krull, seniorrådgiver på Aalborg Universitet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har ingen kommentarer til udspillet fra S-formanden.