Tema

SF vil gå reformamok i finanssektoren

SF ser politisk vilje til at regulere finanssektoren efter en række sager og fremlægger nu ti forslag.

Finanskrisen spøger stadig
SF's erhvervs- og finansordfører Lisbeth Bech Poulsen. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

For ti år siden væltede finanssektorens kollaps næsten Europa, uden at vi har lært af det, mener SF.

De seneste år har den ene skandale afløst den anden, og derfor fremlægger partiet nu en række ideer til at regulere finanssektoren for at dæmme op for økonomisk kriminalitet.

- Der er nogle meget usunde tendenser i finanssektoren, som vi er nødt til at regulere. Der er et mulighedsvindue lige nu for at få ryddet op i det, siger finansordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Derfor fremlægger partiet nu ti bud på, hvor man kan starte.

Et af de mere velkendte forslag går på at opdele storbanker, som for eksempel samler almindelig bankdrift, investering, realkredit, forsikring og andet.

Desuden foreslår partiet blandt andet skat på finansielle transaktioner og at indføre samfundsrepræsentanter i alle banker, som ikke nødvendigvis er politikere.

Seniorrådgiver ved Aalborg Universitet Lars Krull er glad for den politiske bevågenhed, men skyder flere af forslagene ned. For eksempel opdeling af storbanker med tvang, som han kalder noget sludder.

Det er nemlig en fordel for forbrugerne med stordriftsfordele.

- Vi får en meget dygtigere finanssektor, der kan give os bedre priser, og samtidig har myndighederne sikret, at de største institutioner skal være meget bedre polstret. Så der er ikke den fare, der var tidligere, siger han.

Lisbeth Bech Poulsen fastholder dog, at der er en fare for samfundet, når banker bliver for store, og at konkurrence er en god ting.

- Der er en grundlæggende mangel på konkurrence. Når realkredit og banker er i den samme koncern, er der ikke den konkurrence, der skal til, for at man skifter bank og realkredit. Vi har set meget voldsomme stigninger i afgifter og bidragssatser, siger hun.

Lars Krull ser størst gangbarhed i idéerne om internationalt samarbejde som en tilslutning til bankunionen og et samarbejde mellem myndigheder på tværs af landegrænser.

En skat på finansielle transaktioner vil dog forværre dynamikken mellem landene, lyder det.

Finanstilsynet er ved at udarbejde en redegørelse, der går i dybden med, hvordan tilsynet selv mener, at det skal styrkes.

BRANCHENYT
Læs også