Politik

Opråb til politikere: 100.000 selvstændige skal tvinges til at spare op til pension

Tving de selvstændige uden pensionsopsparing til at spare op til egen pension, så vi får gjort op med folk, der bevidst kører på frihjul på samfundets regning. Sådan lyder opråbet fra Cepos og Ældresagen. Professor bakker op om forslaget.

100.000 selvstændige og 500.000 lønmodtagere uden arbejdsmarkedspension skal tvinges til at spare op, mener Ældre Sagen og Cepos. Foto: Colourbox Med finansloven for 2019 indførte regeringen og Dansk Folkeparti tvungen pensionsopsparing for modtagere af overførselsindkomst. Nu skal 100.000 selvstændige og 500.000 lønmodtagere uden arbejdsmarkedspension også tvinges til at spare op, mener Ældre Sagen og Cepos. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Hundredtusindvis af erhvervsaktive danskere bør tvinges til at spare op til egen pension.

Sådan lyder opråbet fra den liberale tænketank Cepos, der opfordrer politikerne til at indføre en tvungen pensionsopsparing for den store gruppe af danskere, som enten slet ikke eller kun i begrænset omfang betaler ind til en pensionsordning. Det gælder 100.000 selvstændige og 500.000 lønmodtagere uden overenskomstbestemt arbejdsmarkedspension.

»Der er simpelthen nogen, som kører på frihjul. Det er bl.a. folk med en pæn indkomst livet igennem, der vælger at bruge alle pengene, når de tjener dem,« siger cheføkonom i Cepos Mads Lundby Hansen.

I dag har bl.a. selvstændige uden pensionsopsparing kan forbruge hver en krone som erhvervsaktive og derefter modtage fuld pension fra det offentlige, mens en almindelig LO-arbejder risikerer at blive modregnet i både folkepensionstillæg og ældrecheck af sin arbejdsmarkedspension.

Det er ikke rimeligt, mener Cepos, der får opbakning fra Ældresagen og formanden for regeringens pensionspanel, professor Carsten Tanggaard.

»Både af hensyn til den enkelte og af moralske hensyn i forhold til de mange, der selv sparer op til pension, er det fornuftigt,« siger Carsten Tanggaard.

Konkret foreslår Cepos, at selvstændige og lønmodtagere bliver tvunget til at indbetale 2.500 kr. om måneden - svarende til ca. 1.600 kr. efter skat til en pensionsordning. Det vil give en pensionsformue på ca. 1,5 mio. kr. og en udbetalt livrente på 90.000 kr. om året.

Adm. direktør i A-kassen ASE Karsten Mølgaard Jensen er stærk modstander af forslaget.

»Det er virkelig en underlig måde at fremstille det på at kalde nogen for snyltere, fordi de tager en risiko og er med til at skabe arbejdspladser i dette land,« siger han.

Han påpeger, at mange selvstændige ikke har en fast månedlig indkomst at betale ind til pension af, og at mange også ser deres virksomhed som en pensionsopsparing.

Tvungen pensionsopsparing for selvstændige var oprindeligt en del af Venstres såkaldte helhedsplan, som statsminister Lars Løkke Rasmussen fremlagde i 2016.

Finansminister Kristian Jensen (V) oplyser dog til Finans, at regeringen ingen planer har om tvungen pensionsopsparing for selvstændige, og han har ingen kommentarer til forslaget.

BRANCHENYT
Læs også