Fortsæt til indhold

Gyservalg i vente: 2018 slutter mere mudret end det begyndte

Dansk politik er absolut ikke blevet mindre spændende i år. Mens valget nærmer sig, er afstanden mellem blå blok og oppositionen snævret ind, viser målinger.

To statsministerkandidater hygger sig under Folketingets inden sommeren. Uffe Elbæks kandidatur til statsministerposten gør ikke det kommende valg mindre uforudsigeligt og spændende Foto: Jens Dresling
Politik

2018 lakker mod enden, valget nærmer sig dag for dag, og spændingen er i den grad intakt i dansk politik.

Årets sidste øjebliksbillede af styrkeforholdene mellem partierne på Christiansborg tyder på, at vi går en gyser af et folketingsvalg i møde.

Hen over året er oppositionens oprindeligt sikre forspring skrumpet til et niveau, hvor det i dag er svært at sige, hvem der egentlig er foran. Flere målinger i træk synes at bekræfte denne tendens.

Ved årets begyndelse var den daværende røde blok 7,4 procentpoint foran de blå partier, men nu er oppositionens forspring nede på 3,5 procentpoint, viser en ny måling foretaget af Norstat for Jyllands-Posten og Altinget.

Med en statistisk usikkerhed på op til 2,8 procent i begge retninger er der derfor reelt dødt løb.

I den nye måling står oppositionen samlet til 51,1 procent af stemmerne, mens blå blok står til 47,6 procent.

Men hvor blå blok er enig om at pege på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister, er krystalkuglen mere tåget, hvad angår oppositionen. Her kandiderer mindst to partiledere til statsministerposten; Mette Frederiksen (S) og Uffe Elbæk (Å).

Uden støtte fra Alternativets mandater er det tvivlsomt, om Mette Frederiksen kan vippe Løkke af pinden.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, er muligvis også i spil som statsminister, hvis venstrefløjen får et stærkt valg.

Danskerne skal senest i stemmeboksen den 17. juni 2019.

Der er desuden valg til Europa-Parlamentet søndag den 26. maj.

Norstat-målingen er foretaget i dagene efter, at regeringen og Dansk Folkeparti indgik finanslovsaftalen for næste år. Men aftalen, som blandt andet indeholder nye udlændingestramninger og flere penge til folkepensionister, ser ikke ud til at booste hverken regeringen eller DF’s vælgeropbakning. Ingen af partierne i blå blå har rykket sig signifikant.

Til gengæld er Socialdemokratiet gået 2,6 procentpoint frem siden november og står nu til 26,6 procent af stemmerne. Det er på niveau med valgresultatet fra 2015, men godt fire procentpoint lavere end ved årets begyndelse.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Norstat