DF frygter spionage fra Kina og ønsker indgreb, som udelukker Huawei fra 5G-net
Efter nye spionageanklager mod kinesiske Huawei og en mulig udelukkelse i Norge er DF klar til et dansk indgreb mod telegigant.
Risikoen for kinesisk spionage mod danskerne er så stor, at det kan blive nødvendigt med et statsligt indgreb for at udelukke den kinesiske telegigant Huawei fra opbygningen af TDC’s kommende superhurtige 5G-mobilnetværk i Danmark.
Sådan lyder den kontante melding nu fra Dansk Folkeparti, som dermed skærper tonen med henvisning til, at en spionagemistænkt Huawei-ansat så sent som i sidste uge blev anholdt i Polen og derefter afskediget. Samtidig har den norske regering netop meldt ud, at Norge – som det seneste af flere vestlige lande – overvejer at udelukke Huawei fra at byde på en kommende udbygning af mobilnettet.
»Dansk Folkeparti er på ingen måde tryg ved at lukke Huawei ind i vores meget centrale infrastruktur, som 5G-netværket bliver, og vi er klar til at støtte et statsligt forbud mod Huawei, hvis det er det, der skal til, og hvis efterretningstjenesten anbefaler det,« siger Jeppe Jakobsen, der er DF’s forsvarsordfører.
Med adgang til vores 5G-netværk vil Kina stort set få adgang til alle data om danskerne.Jeppe Jakobsen (DF), forsvarsordfører
Mens flere af Danmarks tætte allierede som USA, Australien og New Zealand af frygt for spionage fra Kina udelukker Huawei fra teleinfrastrukturen, fortsætter TDC indtil videre samarbejdet med det omstridte selskab, der i 2013 fik en seksårig milliardkontrakt og siden 2014 har stået for drift, vedligehold og levering af udstyr til TDC’s 4G-mobilnetværk. Huawei er også en central aktør i de indledende forsøg og skridt i opbygningen af TDC’s 5G-netværk, men TDC har indtil videre ikke villet svare på, om samarbejdet med det kinesiske selskab skal fortsætte, når kontrakten udløber i 2020.
Frygt for spionage
I Danmark er det op til Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) at beslutte, om TDC kan indgå nye kontrakter med Huawei eller ej. Med en skærpet lovgivning fra 2015 kan myndighederne blokere og stille krav til samarbejdet.
»Hvis det står til DF, har efterretningstjenesten frie hænder til at gå så langt som overhovedet muligt for at sikre et forbud. Med en adgang til vores 5G-netværk vil Kina stort set få adgang til alle data om danskerne,« siger Jeppe Jakobsen.
Som tidligere beskrevet i Jyllands-Posten har chefen for den britiske efterretningstjeneste, MI6, også advaret mod de kinesiske teknologigiganters indtog i 5G-nettet, ligesom Storbritanniens største teleselskab, British Telecom, har besluttet, at Huawei skal afskæres fra 5G-nettet.
Udviklingen har også fået Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) på banen. FE-chef Lars Findsen sagde i december til Jyllands-Posten, at Huawei nu også er »på de danske sikkerhedsmyndigheders radar«, når det gælder den kommende udbygning af 5G-netværket.
Frygten for, at styret i Kina kan få fingre i følsomme oplysninger, bunder i den kinesiske lovgivning, som pålægger enhver kinesisk virksomhed at hjælpe Kinas efterretningstjenester. En lovgivning, som chefen for CFCS, Thomas Lund-Sørensen, for nylig over for Politiken betegnede som et »skarpladt våben«.
Så sent som i november blev Huaweis medarbejdere – ifølge australske medier – beskyldt for at levere adgangskoder og netværksdetaljer til efterretningstjenesten og militæret i Kina.
Huawei har gentagne gange afvist alle spionanklager og sagt, at selskabets udstyr aldrig er blevet brugt til at spionere. »I kan stole på Huawei,« lød det f.eks. i et brev, som Huaweis direktør i Danmark i december sendte til Folketingets forsvarsudvalg i et forsøg på at dæmpe den voksende uro og kritik.
Men brevet har ikke lagt låg på politikernes bekymringer. SF’s it-ordfører, Lisbeth Bech Poulsen, har også krævet, at det kinesiske selskab bliver udelukket fra 5G-nettet, og i næste uge skal forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd om Huaweis rolle i Danmark.
I et nyligt folketingssvar skriver forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V), at FE og CFCS er »meget opmærksomme på den dynamik, der er mellem den kinesiske stat og kinesiske virksomheder som Huawei« og de sikkerhedsmæssige udfordringer, der kan opstå.
»Vi skal naturligvis kunne være helt trygge ved de udenlandske selskaber, som leverer til det danske telenet,« skriver Claus Hjort.
Omstridt samarbejde
Allerede i 2013 var TDC’s beslutning om at indlede et samarbejde med Huawei meget omstridt, og FE advarede forud for aftalen om at lukke selskabet ind i Danmark, fordi det kunne gøre Danmark mere sårbar i forhold til spionage og overvågning.
Men aftalen blev efterfølgende gennemgået af CFCS, som har ansvaret for opsynet med telenettene i Danmark, og der blev bl.a. indgået en aftale om, at visse af Huaweis medarbejdere skulle sikkerhedsgodkendes for at få adgang til TDC’s central.
I foråret 2015 skabte det derfor politisk vrede i flere partier, da det kom frem i en dokumentarudsendelse på DR, at medarbejderne fra Huawei gennem halvandet år havde haft adgang til TDC’s it-og telecentral uden en aftalt sikkerhedsgodkendelse.
Senere i 2015 blev der vedtaget en skærpelse af lov om net-og informationssikkerhed i Danmark, så Center for Cybersikkerhed fra 2016 fik udvidet beføjelserne og derfor nu kan stille øgede krav til teleselskaberne, der driver og ejer vigtig infrastruktur, heriblandt også hvem de køber udstyr af, ligesom CFCS kan blokere kontrakter, som den TDC har med Huawei.
CFCS afviste i 2015, at det kinesiske firma truer sikkerheden. Tværtimod havde aftalerne med TDC og Huawei højnet cyber- og informationssikkerheden i Danmark, skrev FE-centeret i en pressemeddelelse.

