0

Færre stopper med at arbejde på grund af dårligt helbred

Andelen af ældre, som siger, at de er stoppet med at arbejde på grund af dårligt helbred, er faldet markant på 20 år. Det viser en undersøgelse fra regeringens seniortænketank.

Hårde job findes stadig, men på 20 år er andelen af ældre, som selv siger, at dårligt helbred fik dem til at gå på pension, faldet markant. Arkivfoto: Mathilde Bech

For 20 år siden lå dårligt helbred bag beslutningen om at sige farvel til arbejdslivet for hver tredje 67-årige. I dag er det 23 pct. af de 67-årige, som er stoppet med at arbejde på grund af dårligt helbred.

Det viser en undersøgelse fra Det nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd (Vive). Undersøgelsen er bestilt af regeringens seniortænketank.

Tallene lander midt i debatten om, hvorvidt alle kan holde til, at folkepensionsalderen nu stiger og vil stige i takt med middellevetiden. Eller om nedslidte og danskere med mange år på arbejdsmarkedet skal have en ny rettighed til at gå på folkepension før den officielle folkepensionsalder.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) glæder sig over at få tal for nedslidningen blandt ældre på bordet.

»Der har været meget diskussion om de faktiske forhold. Jeg anerkender, at der kan være problemer med nedslidning, men der er grund til at glæde sig over, at langt færre ældre i dag forlader arbejdsmarkedet på grund af deres helbred,« siger han.

Debat om tidlig pension

Arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen (S) mener, at undersøgelsen understreger behovet for en ny rettighed til tidlig folkepension, sådan som Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti kræver.

»Det bekræfter præcis vores pointe. Nemlig at pensionsalderen skal stige i de kommende år, sådan som vi allerede har aftalt, fordi mange kan og vil arbejde længere, men også at 23 pct. har dårligt helbred, og at vi skal gøre noget for de mest nedslidte af dem,« siger han.

Tallene kommer fra Vive’s såkaldte ældredatabase. Siden 1997 har forskerne løbende interviewet ældre på forskellige alderstrin om en række emner, heriblandt tilbagetrækning. Den aktuelle undersøgelse er baseret på interview med 1.329 67-årige.

I 1997 svarede 36 pct. af de ældre, som dengang var 67 år, at dårligt helbred lå bag deres beslutning om at stoppe med at arbejde.

I 2017 var andelen af 67-årige, som angav dårligt helbred som baggrund for at forlade arbejdsmarkedet, faldet til 23 pct.

Få de seneste erhvervsnyheder med vores nyhedsapp
BRANCHENYT
Læs også