Politik
0

Enhedslisten parkerer krav om dansk udmeldelse af EU efter britisk kaos

Læren af brexit får Enhedslisten til at udskyde dansk exitafstemning på ubestemt tid.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, udskyder nu kravet om en folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU på ubestemt tid.

Som det sidste parti i Folketinget forlader Enhedslisten synspunktet om, at der bør udskrives en snarlig folkeafstemning, der kan sende Danmark ud af EU.

Det sker midt i det britiske kaos om brexit og kort før valget til Europa-Parlamentet den 26. maj, hvor Enhedslisten for første gang vil være på stemmesedlen.

»Vi stiller ikke op med et krav om en folkeafstemning. Vi stiller i stedet op for at ændre EU indefra,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

Dagen efter briternes beslutning i 2016 krævede Pernille Skipper ellers en exitafstemning i Danmark inden for et år, men det var en fejl, erkender hun i dag:

»Vi har lært af brexit, at der skal være en stor klarhed over, hvilke alternativer der er, før man tager sådan en folkeafstemning.«

Det britiske parlament har nedstemt premierminister Theresa Mays midlertidige aftale med EU om betingelserne for at komme ud af unionen frem mod 2020. Hvad, der træder i stedet, er uklart, men sikkert er det, at der venter endnu et årelangt forhandlingsforløb om de regler, der skal gælde permanent i relationen mellem EU og Storbritannien. Først når det er afklaret, kan danskerne spørges om EU-medlemskabet, mener Pernille Skipper.

Ender det med et såkaldt hårdt brexit uden en aftale, kan det tage så lang tid som fem-syv år at få politisk styr på det fremtidige forhold, vurderer Derek Beach, EU-forsker og professor ved Aarhus Universitet.

»Det scenarie er så kaotisk, at jeg har svært ved at gennemskue, hvor det ender,« siger Derek Beach, professor ved Aarhus Universitet.

Med Enhedslistens melding er det kun Nye Borgerlige og Folkebevægelsen mod EU, der ønsker en folkeafstemning her og nu. Ifølge folkebevægelsens spidskandidat, Rina Ronja Kari, vil en dansk afstemning kunne udskrives »allerede i morgen«.

»Vi skal ikke lave en kopi af det, man gjorde i Storbritannien, så vi behøver ikke vente adskillige år, før vi holder en folkeafstemning,« siger hun.

Dansk Folkeparti mener, at der først skal være en afklaring om brexit.

»En afstemning er en god idé, men først når vi kan fortælle danskerne, hvad de vælger imellem. Det er vi ikke i stand til nu,« siger Peter Kofod, DF’s spidskandidat til EP-valget.

BRANCHENYT
Læs også