Politik

Vestager om toppostchancer: Selvfølgelig er jeg ikke sikker

Vestager mener forud for topmøde i EU, at spillet om posten som kommissionsformand er "fuldstændig åbent".

Ud over støtten hjemmefra har Margrethe Vestager opbakning fra flere liberale ledere i EU. Foto: Francois Lenoir/Reuters

Margrethe Vestager har officiel støtte med hjemmefra og opbakning fra flere statsledere i EU i kampen om posten som formand for EU-Kommissionen.

Alligevel er den populære danske konkurrencekommissær "selvfølgelig ikke sikker" på, at hun ender med posten.

- Det bør ingen være på dette tidspunkt, siger hun.

- Men selvfølgelig håber jeg, at stats- og regeringscheferne hører kaldet fra vælgerne. De har stemt på noget nyt og anderledes, end de plejer og i større antal end nogensinde før, siger Vestager med henvisning til europaparlamentsvalget i maj.

Til valget gik de to store midtergrupper i parlamentet - konservative EPP og socialdemokratiske S&D - tilsammen tilbage med 71 mandater.

Den liberale Alde-gruppe, som Vestager er tilknyttet, gik frem med 39 pladser og endte som EU-Parlamentets tredjestørste gruppe.

Uanset hvad topmødets udfald bliver, er Vestager "meget glad" for den officielle opbakning, hun har fået fra både Lars Løkke Rasmussen (V) og Mette Frederiksen (S).

- Fordi jeg synes, der ligger en anerkendelse af det arbejde, vi har gjort indtil nu, siger Vestager.

Ud over støtten hjemmefra har hun opbakning fra flere liberale ledere i EU.

Den franske præsident Emmanuel Macron og Luxemburgs premierminister, Xavier Bettel, har begge udtalt, at de mener, at hun er en kompetent kandidat med de rette kvalifikationer til den magtfulde post som kommissionsformand.

- Som jeg sagde for tre uger siden, mener jeg, at Margrethe Vestager er en meget stærk kandidat, siger Bettel.

En kvinde har aldrig haft formandskabet. Vestager mener, at det ville være på tide med en kvinde ved roret.

- Det er en af de helt åbenlyse måder, vi kan vise, at Europa forandrer sig. Det er en af de grundlæggende ting, vi tror på, siger hun.

Men køn er kun en af mange faktorer, der skal tages højde for i den fordelingskabale stats- og regeringscheferne skal forsøge at lægge til topmødet.

Ud over formandsposten skal Det Europæiske Råd have ny præsident, EU-Parlamentet skal have ny formand, EU's udenrigschef skal findes samt en ny præsident for den Europæiske Centralbank.

Forhåbningen er, at man får sat navne på topposterne i løbet af torsdag og fredag, da man i så fald vil nå det, inden det nye EU-Parlament har første samling 2. juli.

BRANCHENYT
Læs også