Politik

Blandede følelser efter Løkkes exit: Processen skader Venstre

Claus Hjort Frederiksen kritiserer det seneste forløb i Venstre efter meddelelsen om Lars Løkke Rasmussens afgang som formand for partiet. Det sociale medie Twitter flyder over med rosende vendinger og afskedshilsner.

Dramaet udspillede sig i forbindelse med møderne i Venstres forretningsudvalg og hovedbestyrelse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Reaktioner på Lars Løkke Rasmussens udmelding om at han går af som formand for Venstre, præger de sociale medier i stor stil.

Statsminister Mette Frederiksen konstaterer, at politik sommetider kan være en »barsk affære«:

»Jeg kender Lars Løkke Rasmussen som en politiker og et menneske, der med engagement og indignation har været med til at forme og præge Danmark i de seneste årtier. Hans erfaring er uden sidestykke. Tak for diskussionerne, aftalerne, samtalerne. Tak for indsatsen for Danmark. Det er vemodigt også at sige farvel til Kristian Jensen som en del af Venstres ledelse. Det kræver mod at sætte sine egne ambitioner til side for et større formål, og det fortjener alles respekt,« skriver hun.

Tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er »dybt beskæmmet« over forløbet, skriver han på Facebook:

»Lars Løkke har i syv år i to omgange været statsminister. Han sikrede Venstre en stor fremgang ved Europaparlamentsvalget og ni ekstra mandater ved folketingsvalget den 5. Juni. Det viser en stor opbakning i medlemskredsen og blandt vælgerne. Jeg er dybt beskæmmet over processen. Den skader Venstre. Det er ikke i orden at kortslutte den demokratiske proces og ikke overholde vore vedtægter, hvor formanden må kunne få sit mandat prøvet på et landsmøde.«

Tidligere V-minister Karsten Lauritzen skriver, at Venstre har været »for dårlige til at respektere hinanden, lytte og samarbejde.«

»Tak til Lars Løkke og Kristian Jensen for at gøre hvad der er bedst for Venstre. Det fortjener altså alles anerkendelse. Jeg håber ikke, den sidste uges uro kommer til at skygge for det faktum, at de begge har leveret historiske politiske resultater for Venstre og det borgerlige Danmark. Få forstår hvor krævende og omkostningsfuldt det er (også privat) at være i spidsen af et politisk parti. Kollektivt har vi i Venstre været for dårlige til at respektere hinanden, lytte og samarbejde. Det er en del af forklaringen på, hvorfor forløbet har været så urimelig brutalt, den sidste måned.«

På Twitter takker særligt flere politikere Lars Løkke Rasmussen for hans indsats.

Hos Radikale Venstre roser politisk leder Morten Østergaard ham for evnen til at skabe brede forlig på afgørende områder på trods af deres forskelligheder.

»Kære Lars, vi har ikke altid set ens på alt, men alligevel har du formået at skabe brede forlig på afgørende områder, som vil bidrage positivt til Danmarks fremgang i mange år. Tak for samarbejdet, evnen og viljen til at finde løsninger, og for de spor der er lagt i fællesskab.«

Også Radikale Venstres Ida Auken udviser respekt for Lars Løkke Rasmussens beslutning.

»Vi er langt fra altid politisk enige, men du er en ekstraordinært dygtig politisk håndværker, og så kan du altid få Folketinget til at grine. Tak for det.«

Den nye partileder for Liberal Alliance, Alex Vanopslagh, takker Lars Løkke Rasmussen for hans mod og indvirkning på dansk økonomi.

»Løkke havde modet til at gå forrest med vigtige, liberale reformer, som har gjort dansk økonomi stærkere. Efterlønsreform, mere frit valg i sundhedsvæsenet, landbrugspakken m.m.«

Formand for SF, Pia Olsen Dyhr, ønsker den afgående formand god vind fremover. Hun takker ham desuden for mange års diskussioner og debatter.

Tidligere justitsminister Søren Pind kommer med en opfordring til medierne om i den kommende periode at huske, at Lars Løkke Rasmussen, udover at være politiker, også er et menneske. Desuden peger han på Jakob Ellemann-Jensen som arvtager til formandsporten:

»Nu må Venstre samle sig om en ny høvding. Den person som hele partiet kan samles om og som kan hele sårene er @JakobEllemann. Der forestår ham en stor opgave. Alle Venstrefolk bør hjælpe ham dermed.«

Tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock kvitterer med et tillykke til Venstre efter dagens udmelding.

»Tillykke til Venstre og til det borgerlige Danmark.«

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også