Politik
BREAKING

Grådkvalt Kristian Jensen sagde farvel - og gav indblik i magtkamp bag lukkede døre

Kristian Jensen opfordrede Løkke til, at de begge trak sig sammen. Men formanden afslog. Da Jensen truede med kampvalg, faldt hele formandskabet. En lang drøm brast for den mand, som i 10 år har bejlet til den øverste stilling i dansk politik.

Kristian Jensen  (i midten) forlader pressen efter at have fortalt, at han trækker sig. Foto: Stine Bidstrup

Kristian Jensen er færdig som næstformand. Det samme er hans drøm om at stå i spidsen for det parti, han har været en del af i næsten 30 år.

Grådkvalt måtte han foran pressen konstatere, at det er slut.

Her er, hvad han sagde - ord for ord:

»Jeg har igennem længere tid og med stadig mere alvor lyttet til Venstres baglands ønske om at få en ny start i form af et nyt formandskab. At der var ros til de politiske resultater, som der er blevet opnået, men at der var utilfredshed med, at der internt i Venstre blev ved med at være uro og tvivl om, hvorvidt et samarbejde kunne komme på plads.«

»Det har jeg i tavshed i de seneste uger lyttet til med stadig stigende styrke. Derfor foreslog jeg i sidste weekend, søndag morgen, Lars Løkke, at vi skulle imødekomme det ønske, der var kommet fra baglandet - ret klart. Og stille vores mandater til rådighed. Det blev afslået. I går på forretningsudvalgsmødet der gentog jeg mit tilbud. Jeg sagde igen, efter at Forretningsudvalget havde haft en lang drøftelse og ønsket om et nyt formandskab blev gentaget af rigtig rigtig mange i forretningsudvalget, at jeg syntes, vi skulle lytte til det ønske, der var kommet, at vi skulle give Venstre den mulighed for at få en ny start. Og dermed kunne komme i gang med det politiske arbejde i stedet for at snakke om personer.«

»Da det ikke blev imødekommet i går aftes, så meddelte jeg, at set i lyset af det, der havde været, så var mit ønske så at stille op som landsformand for Venstre på et ekstraordinært landsmøde, der så skulle afholdes den 21. september med det formål at få en klarhed over, hvem er det, der skal stå i spidsen for Venstre. Det har i løbet af aftenen og natten fået Lars Løkke Rasmussen til at træffe den beslutning, at han vælger at træde af.«

»Det gør, jeg at selvfølgelig står ved det, som jeg har tilkendegivet fra starten af. At hvis Venstre har mulighed for at kunne få en ren start; få fokus på de politiske resultatet, få mandet op i forhold til den regering, der har masser af løfter og ingen forslag - ingen konkret politik, ja så skal min person ikke stå i vejen.«

»Jeg har i nu 30 år været aktiv for Venstre, og jeg ønsker ikke, at min person skal stå i vejen for Venstres fremgang, og derfor har jeg meddelt hovedbestyrelsen, at jeg selvfølgelig også på det ekstraordinære landsmøde trækker mig som næstformand.«

Hvor stor en del af ansvaret har du for det kaos, partiet har havnet i?

»Det tror jeg, at vi er mange, der har en del af ansvaret for. Jeg skal gerne tage min del af skylden på mig. Det ville være mærkeligt at prøve at benægte, at man som en del af ledelsen også har en del af ansvaret.«

»Jeg har forsøgt at være loyal over for det, som jeg mener er Venstres dna. Jeg mener, at Venstre er et borgerligt-liberalt parti og derfor altid skal have sit udgangspunkt og stå i spidsen for en borgerlig-liberal regering. Det har jeg tilkendegivet internt og eksternt. Det ved folk godt er mit synspunkt. Det er det fortsat.«

Hvem synes du skal være formand for Venstre

»Det har jeg ingen anelse om. Det skal jeg lade være med at blande mig i. Når man træder tilbage, så skal gamle formænd og næstformænd ses og ikke høres.«

Hvad synes du om Lars Løkke Rasmussens adfærd i det her lange forløb?

»Det har jeg ingen kommentarer til. Lars Løkke er en knalddygtig politiker. Jeg har som udenrigsminister og finansminister haft et rigtig godt samarbejde med Lars Løkke.«

Du har været næstformand i 10 år og flere gange sagt at du gerne vil være formand. Hvor stor en skuffelse er det for dig, at du nu ikke bliver formand?

»Det tror jeg slet ikke, at der er ord til at beskrive,« siger Kristian Jensen, inden hans stemme knækker:

»Men det er sådan, at man skal træffe de valg, der er, når situationen er der. Jeg har truffet et valg, fordi jeg tror, at det kan gøre Venstre stærkt og skabe mulighed for, at vi kan samle de borgerlige-liberale partier i en stærk og konstruktiv opposition til Mette Frederiksens regering. Det tror jeg gør Venstre bedst muligt i stand til at komme i regering igen. Det er det, jeg ønsker for Venstre og Danmark.«

Hvad skal du lave nu?

»Ved du hvad. Det ved jeg ikke. Jeg er folketingsmedlem. Der er masser af opgaver at tage fat på. Vi må se, hvad tiden bringer.«

Er det et farvel til dansk politik?

»Det har jeg ingen anelse om. Politik har været mit liv siden VU-formandstiden i næsten 25 år. Det tager jeg ikke bare en beslutning om en formiddag i Brejning.«

Er det retfærdigt det her?

»Politik har intet med retfærdighed at gøre. Det er et spørgsmål om at træffe den rigtige beslutning i situationen, og for mig er det at trække mig på nuværende tidspunkt, for det giver Venstre mulighed for det, som baglandet har sagt, nemlig at få en ny start. Jeg har den klare opfattelse, at det er ikke en formand, der har et parti. Men et parti, der har en formand. Når der kommer så klart et ønske fra vores bagland, så lytter jeg til det. Derfor sætter jeg mit mandat til rådighed.«

Skulle du selv have gjort noget anderledes i den her proces?

»Jeg skulle have gjort masser af ting anderledes.«

Hvad?

»Det kan jeg overhovedet ikke overskue nu her. Men når jeg står her i dag og trækker mig, er der nok et eller andet, jeg skulle have gjort anderledes. Men sådan er det ikke. Jeg glæder mig til de nye udfordringer, der kommer. Det skal nok blive spændende, og Venstre skal nok få en god formand, næstformand og fremtid.«

Hvilke tanker løber gennem hovedet på dig?

»Altså. Det ville da være mærkeligt ikke at være påvirket …. de tanker, dem tror jeg bare, at jeg holder inde i hovedet. Kan I have det godt.«

Læs også