Politik

Italiens nye regering overlever første tillidsafstemning

Italiens koalitionsregering har overlevet den første af to tillidsafstemninger. Den næste ventes at blive tæt.

Italiens premierminister, Giuseppe Conte, har mandag vundet den første af to tillidsafstemninger, som hans fire dage gamle koalitionsregering skal igennem.

Afstemningen blev holdt efter en konfliktfyldt dag, hvor det føg med fornærmelser og skældsord i parlamentet, fordi oppositionen er rasende over, at landet har fået en ny regering i stedet for et nyvalg.

Afstemningen i parlamentets underhus - deputeretkammeret - endte 343 mod 263. Tre lovgivere undlod at stemme.

- Jeg er tilfreds, siger Conte efter afstemningen.

Mandagens afstemning i underhuset kommer forud for en lignende afstemning i parlamentets overhus - senatet - tirsdag. Denne afstemning ventes at blive en del tættere, da koalitionen her kun har et knebent flertal på cirka en håndfuld stemmer.

Ethvert frafald i Contes usædvanlige regeringskoalition bestående af rivaliserende partier kan således koste ham dyrt.

Taber Giuseppe Conte tirsdagens tillidsafstemning, er han tvunget til at træde tilbage.

Det var Matteo Salvini, der udløste den krise, der nu har givet Italien sin anden regering på blot 15 måneder.

Salvini, leder af partiet Lega og tidligere indenrigsminister, har ifølge meningsmålingerne suget vælgere til sig. Blandt andet på grund af en politik, der sigter mod at holde migranter ude af Italien.

Han ville høste gevinsten ved et valg og sprænge regeringen.

Men der kom ikke noget nyvalg. I stedet blev en ny regering - uden Lega - taget i ed torsdag i sidste uge.

Italien har i de senere år været mål fra hundredtusinder af migranter, der er sejlet fra det nordlige Afrika over Middelhavet.

Salvinis højreorienterede Lega indgik i juni 2018 en umage koalitionsregering med det systemkritiske Femstjernebevægelsen.

Det var her, at Salvini blev indenrigsminister og vicepremierminister og indledte kampen for at lukke Italien for flere migranter.

Salvinis partner i den gamle regering var leder af Femstjernebevægelsen Luigi Di Maio.

Men Femstjernebevægelsen stod til lussinger ved et valg, så Di Maio har fundet nye politiske legekammerater. Det er socialdemokraterne PD, som bevægelsen ellers har kritiseret dybt for at være et parti fra eliten.

Det lille venstreorienterede parti Fri og Lige (Leu) er også med i regeringen med en enkel ministerpost.

De tre partier har beholdt den hidtidige premierminister, juraprofessor Giuseppe Conte, der ikke er medlem af et parti.

BRANCHENYT
Læs også