Politik
0

Spidskandidat forlader Alternativet: »Det er ikke nok bare at ville være grønnere end de andre«

Alternativets spidskandidat på Fyn forlader partiet, som har mistet flere profiler siden folketingsvalget.

Uffe Elbæk har modtaget kritik efter Alternativets seneste valgresultat, men han har afvist at gå af som formand. Arkivfoto: Linda Johansen/Ritzau Scanpix

Efter Alternativet fik et dårligt resultat ved seneste folketingsvalg, har partiet mistet flere profiler såsom den tidligere gruppeformand Carolina Magdelene Maier.

Tirsdag melder nu også partiets spidskandidat på Fyn, Stine Bardeleben Helles, i et interview med Fyens Stiftstidende ud, at hun forlader Alternativet på grund af en manglende tro på partiets fremtid.

I interviewet understreger Stine Bardeleben Helles, at hun ikke har et ønske om at smække med døren eller skabe problemer for partiet.

Hun er dog alligevel klar med en kritik, som forklarer hendes udmelding. For »det er ikke nok bare at sige, at vi vil være grønnere end de andre partier,« forklarer hun.

»Den nye regering har vist rigtig gode takter på klimaområdet, og flere partier i blå blok har også flyttet sig. Skal Alternativet have en berettigelse i dansk politik, skal partiet blive meget skarpe på en bredere politisk vision end at være grønnere end de andre. Det lykkedes ikke ved valget, og partiet har en kæmpeopgave i at få beskrevet, hvad det er for et samfund, partiet vil skabe, hvis det kommer til magten. Den fortælling har jeg lidt svært ved at se nu,« siger hun til Fyens Stiftstidende.

Ved folketingsvalget gik Alternativet fra ni til fem mandater. Stine Bardeleben Helles var ikke blandt de fem, men hun understreger, at hun var blevet i partiet, hvis hun var blevet valgt ind, da hun er imod partihopperi.

Hun har også afvist andre partiers tilnærmelser i halen på valgresultatet.

I sin afsked afviser Stine Bardeleben Helles at komme med kritik af Alternativets stifter og leder, Uffe Elbæk.

Elbæks ledelse har ellers været et omtalt punkt blandt andre afhoppere.

»Hvis Alternativet skal have en fremtid, kræver det et opgør med persondyrkelsen og en ny politisk ledelse,« lød det fra Carolina Magdelene Maier i forbindelse med hendes udmelding af partiet.

BRANCHENYT
Læs også