Serier

Nuværende og tidligere topminister: Danske virksomheder skal gøre sig klar til det værste brexit-scenarie

Et hårdt brexit rykker faretruende nær. Derfor lancerer regeringen inden længe en ny handlingsplan rettet mod landets små og mellemstore virksomheder.

Brexit - britisk farvel til EU
Arkivfoto: Henry Nicholls/Reuters

Alle danske virksomheder bør forberede sig på det, de har frygtet allermest siden den 23. juni 2016: At Storbritannien forlader EU i slutningen af oktober uden en egentlig skilsmisseaftale.

Sådan lyder advarslen i et fælles debatindlæg fra den nuværende erhvervsminister Simon Kollerup (S) og tidligere erhvervsminister for De Konservative Brian Mikkelsen, der nu sidder på posten som adm. direktør i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

»Vi vil opfordre alle virksomheder til at håbe på det bedste, men forberede sig på det værste,« lyder det i debatindlægget.

Ifølge Finansministeriet eksporterer Danmark årligt for omtrent 85 mia. kr. varer og tjenester til Storbritannien, og eksporten beskæftiger direkte og indirekte omkring 60.000 personer.

»Derfor er det vigtigt, at virksomhederne også selv påtager sig et ansvar og kaster sig ud i den svære opgave at ruste sig til et no-deal Brexit,« skriver Simon Kollerup og Brian Mikkelsen i debatindlægget.

Samtidig varsler regeringen, at en ny handlingsplan rettet mod Danmarks små- og mellemstore virksomheder (de såkaldte SMV’ere, red.) er på trapperne som en direkte konsekvens af et hårdt brexit.

»Det er både regeringens og erhvervslivets opgave sammen at begrænse skaden mest muligt. Myndighederne har allerede gennemført omfattende forberedelser, så vi bedst muligt kan håndtere et – desværre mere og mere sandsynligt – no-deal scenarie. Og nu vil regeringen intensivere indsatsen med blandt andet en SMV-handlingsplan,« står der i indlægget.

Hvad den konkrete plan skal indeholde - og om regeringen står klar med en pose penge til erhvervslivet - løfter erhvervsministeren dog ikke sløret for.

Et hårdt brexit kan bl.a. få store konsekvenser for fiskeriet. Derfor mener formanden for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen, at en handlingsplan også skal række en hjælpende hånd til de danske fiskere.

»Vi ser frem til at se det konkrete indhold i SMV-handlingsplanen. Vi er naturligvis fokuseret på, hvordan det kan hjælpe dansk fiskeri. Specielt hvad regeringen konkret vil gøre for at hjælpe, hvis vi i nær fremtid får et hårdt brexit, som indebærer, at vi fra dag ét udelukkes fra at fiske i britisk farvand, og der skabes usikkerhed om dansk fiskeri i 2020,« siger han.

En anden branche, der står i forreste geled i forhold til konsekvenserne af et hårdt brexit, er landbruget. Her understreger direktør i Landbrug & Fødevarer, Flemming Nør-Pedersen, at man fra dansk side har taget nødvendige forholdsregler inden et hårdt brexit.

»Hos os handler alt om brexit i øjeblikket. Men vi har fra dansk side forberedt os rigtig grundigt på den her situation sammen med de relevante myndigheder,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også