Rigsrevisionen forventer kort aftræk på undersøgelse af skatteforlig
Rigsrevisionen forventer i løbet af kort tid at få adgang til Skattestyrelsens fortrolige forlig med personer og selskaber, som var med til at dræne statskassen for 12,7 mia. kr.
Allerede om få måneder kan offentligheden formentlig få Rigsrevisionens vurdering af et omdiskuteret forlig i sagen om mulig svindel med udbytteskat.
Torsdag meldte flere medlemmer af Folketingets statsrevisorer ud, at de vil have Rigsrevisionen til at undersøge forliget efter historier i Politiken om TV2 om, at Skattestyrelsen i forliget har givet milliardrabatter til en række personer og selskaber, der har været med til at dræne statskassen for anslået 12,7 mia. kr.
Men Rigsrevisionen har allerede planlagt at lave en opfølgning på en undersøgelse af sagen, som blev offentliggjort i 2016. Opfølgningen skal efter planen ligge klar i januar 2020, og i den forbindelse vil forliget også indgå, oplyser pressemedarbejder Rasmus Hyll Bruun.
»Vi har ikke forliget endnu, men vi forventer at få det,« siger han.
Forliget er fortroligt, men alligevel har TV2 og Politiken kunnet referere fra det, ligesom de to medier har citeret eksperter for, at Skattestyrelsen har givet misvisende oplysninger om indholdet - noget som styrelsen har afvist på det skarpeste.
Forliget blev indgået, mens Karsten Lauritzen (V) var skatteminister, og Lauritzen var således med til at præsentere det, da det var faldet på plads den 29. maj i år.
Karsten Lauritzen har over for Politiken oplyst, at han fik sine informationer fra Kammeradvokaten, Skattestyrelsen og Skatteministeriets embedsmænd, men han fastholder, at forliget var »en superaftale.«
Siden har Socialdemokratiet overtaget regeringsmagten, og den nye skatteminister Morten Bødskov, og han bakker op om Skattestyrelsens udlægning.
»Forliget om tilbagebetalingen er indgået under den tidligere regering af Skattestyrelsen i samarbejde med SØIK (bagmandspolitiet, red.) og Kammeradvokaten. Skattestyrelsen har som myndighed fortsat ansvaret for forliget og har et tæt samarbejde med SØIK og Kammeradvokaten om sagen. Som jeg har fået forliget forelagt har jeg ikke grundlag for at betvivle, at Skattestyrelsen ikke har afgivet korrekte oplysninger i sagen,« siger Bødskov.
»Udbyttesagen er en kæmpe skandale, som vi skal gøre alt for ikke kan ske igen. Det er et meget stort arbejde, at forfølge svindlerne. Derfor er det positivt, at arbejdet nu giver resultater og nogle af pengene er på vej tilbage til fællesskabets kasse,« slår han fast.