Amerikansk flyselskab advarer om ny told på europæiske fly
Det amerikanske flyselskab Delta Air Lines er langt fra glad for USA's beslutning om at indføre told på europæiske fly med virkning fra den 18. oktober, rapporterer Reuters.
Selskabet skriver i en meddelelse, at toldindgrebet vil forvolde amerikanske flyselskaber stor skade.
- At pålægge told på fly, som amerikanske selskaber allerede har forpligtet sig til at købe, vil ramme amerikanske flyselskaber, de millioner af amerikanere, som de beskæftiger samt de rejsende, siger en talsmand fra Delta Air Lines ifølge Reuters.
Delta peger desuden på, at tolden vil ramme selskabets indtjening.
USA vil indføre højere toldsatser på en række varer til en værdi af 7,5 mia. dollar produceret i Europa, efter at Verdenshandelsorganisationen (WTO) har givet grønt lys til toldindgrebet med henvisning til, at EU yder tilskud til Airbus.
De nye toldsatser vil da også blandt andet ramme eksporten af fly. Således vil fly blive pålagt en told på 10 pct.



