Politik

Sociale medier vil forhindre afsløring af Trump-whistleblower

Facebook og Youtube vil fjerne opslag og videoer, hvor den potentielle whistleblower nævnes.

Donald Trump oplever et stigende pres fra en mulig rigsretssag,  mens han forbereder sig til endnu et præsidentvalg i 2020. Foto: Siphiwe Sibeko / Ritzau Scanpix

Det er ingen hemmelighed, at den amerikanske præsident, Donald Trump, gerne vil have navnet på den whistleblower, der satte gang i rigsretssagen mod præsidenten.

Whistlebloweren menes at have afsløret, at Trump efter sigende har forsøgt at afpresse Ukraines præsident til at finde snavs om demokraten Joe Biden.

Men selvom præsidenten gerne vil have navnet offentliggjort, så vil Facebook og Youtube altså ikke lægge plads til.

Det skriver CNN Business.

»Enhver omtale af den potentielle whistleblowers navn er i strid med vores koordinerende politik, der forbyder indhold, der afslører identitet af vidner, informanter eller aktivister,« siger en talsmand for Facebook i en erklæring.

I samme erklæring blev det forklaret, at enhver omtale af whistlebloweren vil blive fjernet. Det samme har Youtube valgt at gøre. En talsperson for Twitter har fortalt CNN, at simpel omtale af personens navn ikke ville være imod Twitters regelsæt.

Trump ønsker dog fortsat, at navnet bliver afsløret for offentligheden.

»Whistlebloweren tager meget fejl, og han skal stå frem. Fake news-medierne ved, hvem han er. Men eftersom de er en forlænget arm for Demokraterne, vil de ikke afsløre hans identitet, fordi det vil koste dem dyrt,« skrev han på Twitter d. 3. november.

Whistleblowerens advokat har tidligere i denne uge appelleret til den amerikanske præsident om at stoppe de mange verbale angreb mod whistlebloweren af hensyn til dennes sikkerhed.

Donald Trump er under stigende pres, efter at han har fået en mulige rigsretssag på halsen, mens han kæmper for at vinde præsidentvalget i 2020. Et valg hvor demokraten Joe Biden er en af favoritterne til at blive sit partis nominerede ved præsidentvalget næste år.

Som følge af whistleblowerens afsløringer har et flertal i Repræsentanternes Hus stemt for formelt at tage skridt mod en rigsretssag mod præsidenten.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også