Politik

50.000 underskrivere kræver indefrosne feriepenge udbetalt

Folketinget skal nu behandle forslag, som kræver indefrosne feriepenge udbetalt senest 1. september i år.

Flere end 50.000 har skrevet under på et borgerforslag om at få udbetalt feriepenge, som indefryses som følge af den nye ferielov.

Det skriver B.T.

De 50.000 underskrifter betyder, at forslaget nu skal tages op i Folketinget.

Kernen i den nye ferielov er, at man optjener og afholder ferie i samme periode. Loven trådte i kraft 1. januar 2019, men der er en overgangsperiode frem til september 2020.

Fakta: Borgernes mulighed for forslag i Folketinget

Et borgerforslag, som kræver indefrosne ferie udbetalt, har rundet 50.000 støtter.

Læs her mere om, hvad et borgerforslag er, og hvad man kan opnå med det:

  • Loven om borgerforslag blev vedtaget i december 2017.
  • Borgerforslag kan stilles af borgere med stemmeret til Folketinget på hjemmesiden borgerforslag.dk. Man skal logge ind med NemID og personnummer.
  • Opnår et forslag på 180 dage støtte fra 50.000 borgere med stemmeret, så skal Folketingets partier tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget.
  • For ifølge grundloven er det kun folketingsmedlemmer og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget.
  • Herefter behandles beslutningsforslaget på samme måde som Folketingets øvrige beslutningsforslag.
  • Borgerforslag var i første omgang en forsøgsordning, men er nu blevet gjort permanent.
  • Ni borgerforslag har ind til videre opnået de 50.000 underskrifter.
  • Det borgerforslag, der har fået flest underskrifter (68.975), går på at afskaffe ministerpension og pension til ministerbørn.

Kilde: Folketinget.dk.

Overgangsperioden betyder, at man egentlig optjener ekstra ferie i 2020, og derfor indefryses feriepenge. Det skal sikre, at man ikke kan holde ekstra meget ferie i løbet af 2020, eller at arbejdsgiverne skal udbetale ekstra feriepenge.

De indefrosne penge indsættes på en fond, som udbetaler pengene den dag, man har ret til at få folkepension.

Fakta: Ferieloven indebærer indefrysning af feriepenge

Et borgerforslag ønsker, at man får udbetalt indefrosne feriepenge, så de ikke skal gemmes i fond, til man går på pension.

Læs mere om ferieloven og indefrysning her:

  • Den nye ferielov gør, at man fra 1. september 2020 optjener og afholder ferie i samme periode. Men allerede fra 1. januar 2019 begyndte en overgangsperiode i to faser.
  • I første fase - fra januar til slutningen af august 2019 - optjener man ferie som normalt. Som udgangspunkt er det 16,7 feriedage, som kan holdes fra maj til og med august i 2020.
  • Den anden fase løber fra 1. september 2019 til slutningen af august 2020. Her optjenes der også ferie, men fem uger indefryses af arbejdsgiverne.
  • Ønsker du at afholde ferie før den 1. maj 2020, bruger du som altid af de optjente feriedage fra forrige kalenderår.
  • Med indførelsen af den nye ferielov optjener du i princippet ti ugers betalt ferie i 2020.
  • Indefrysningen skal derfor sikre, at du ikke kan holde dobbelt så meget ferie i løbet af 2020, eller at arbejdsgiverne skal udbetale omkring 85 milliarder kroner i feriepenge.
  • Bundlinjen er, at du ikke mister noget ferie, selv om fem uger indefryses og først bliver udbetalt, når du går på pension.
  • Den indefrosne ferie indsættes på en nyoprettet fond, Lønmodtagernes Feriemidler. Fonden betaler senere pengene til dig – men først den dag, du har ret til at få folkepension. Forhåbentlig er de til den tid vokset, fordi fonden investerer dem.

Kilder: Ritzau.

Borgerforslaget blev stillet i september sidste år. Det kræver de indefrosne feriepenge udbetalt senest 1. september 2020.

- Det er vores penge. Vi har optjent dem, så det giver ingen mening, at vi ikke selv kan råde over dem, siger den 59-årige forslagsstiller, Henrik Jensen, der er offentligt ansat, til B.T.

Han fortæller dog også, at han ikke sætter næsen op efter at få pengene, men at forslaget er en måde at råbe op på.

Ferieloven blev vedtaget af et bredt flertal af Folketinget i 2018. Loven skal blandt andet komme nyansatte til gode, fordi den sikrer, at de kan holde betalt ferie det første år af deres ansættelse.

Derfor var den tidligere lov også i strid med EU-reglerne om, at alle lønmodtagere har ret til fire ugers betalt ferie om året.

Læs også
Top job