Politik

Hvad skete der, da flyet styrtede ned i Iran? Her er videoerne

Her kan du se de vigtigste videoer og billeder vedrørende flystyrtet i Iran, der har kostet 176 mennesker livet.

Fredag viste Iran endnu engang flyets sorte bokse frem for offfentligheden. Video: Reuters

Natten til onsdag mistede 176 mennesker livet, da Ukraine International Airlines Fly 752 styrtede ned kort efter take-off fra den internationale lufthavn i Teheran.

Endnu mangler årsagen at blive udredt i en komplet undersøgelse. Men torsdag aften gik Canadas premierminister Justin Trudeau på talerstolen og fortalte, at man på baggrund af flere efterretningskilder var af den overbevisning, at Iran har skudt flyet ned med antiluftskyts - muligvis ved en fejl.

Flere medier har citeret unavngivne kilder for, at USA deler den overbevisning.

Iran har dog flere gange - senest fredag middag - udtalt, at man er »sikker på, at flyet ikke blev ramt af en raket.«

Siden flyet styrtede ned onsdag, er der blevet delt adskillige billeder og videoer fra nedstyrtningsstedet, som der bliver tolket på. Herunder kan du se nogle af de mest omtalte visuelle beviser og indicier.

Vi starter med en video, som New York Times har fundet og verificeret. Videoen viser ifølge det amerikanske medie øjeblikket, hvor flyet bliver ramt af et missil.

En af de teorier, som New York Times har delt, er, at videoen viser flyet blive ramt af det andet af to afsendte missiler. Den udlægning vil passe med, at flyet på tidspunktet for videoen allerede var stoppet med at udsende et signal om dets position.

Det undersøgende medie Bellingcat og andre kilder har analyseret satellitfotos og andre data og fundet frem til, at flyet tilsyneladende formåede at vende rundt, efter det blev ramt, og søgte tilbage mod lufthavnen.

Fredag middag offentliggjorde nyhedsbureaet AP en ny video, som de har bekræftet viser de sidste 30 sekunder, flyet er i luften, inden det rammer jorden i en eksplosion, der lyser nattehimlen op.

På videoen er det tydeligt, at flyet er indhyllet i flammer, inden det rammer jorden.

Flyet nåede dog aldrig tilbage. Det styrtede i stedet ned på et ubebygget område meget nær byen Parand.

Medier og civilpersoner nåede umiddelbart efter styrtet frem til nedstyrtningsstedet. Derfor er der også delt flere videoer herfra.

Indholdet af disse videoer har ikke umiddelbart ledt til endelige konklusioner om årsagen til styrtet.

Der er til gengæld stor omtale af to billeder, som viser rester af et TOR M1-antiluftskytsmissil. Resterne skulle være fundet i en grøftrende nær nedstyrtningsstedet, men endnu er det ikke lykkedes Bellingcat eller andre endegyldigt at verificere billedet.

Undersøgelsen af flystyrtet skal nu for alvor til at gå i gang med Iran og Ukraine i spidsen.

Efter pres udefra har Iran også lovet, at »alle de lande, hvis statsborgere var om bord på flyet, kan sende repræsentanter.« Også Boeing er blivet inviteret til at sende en repræsentant, selvom Iran har nægtet at udlevere flyets sorte bokse til den amerikanske flyproducent.

Netop de sorte bokse valgte Iran endnu engang at vise frem for offentligheden fredag. På de optagelser kan man se, at boksene er skadede, men ikke ødelagt.

De 176 omkomne var 82 iranere, 63 canadiere, 11 ukrainere, 10 svenskere, 4 afghanere, 3 tyskere og 3 briter. Flere af de omkomne kan have haft dobbelt statsborgerskab.

Alle videoer i artiklen stammer fra Reuters - undtagen klippet, der har Christiaan Triebert fra NY Times som afsender.

BRANCHENYT
Læs også