Politik

Prins Harry og Meghan indgår et kompromis med kongehuset

I en overgangsperiode skal den britiske prins og hans hustru dele tiden mellem Canada og Storbritannien.

I en overgangsperiode skal prins Harry og Meghan dele tiden mellem Canada og Storbritannien. Det blev mandag aftalt med resten af den kongelige familie på et krisemøde i Sandringham. Foto: Ritzau/Scanpix Dronning Elizabeth og prins Harry er kendt for at have et nært forhold. Dronningen udtrykte mandag forståelse for, at Harry og Meghan vil leve et mere tilbagetrukket familieliv. Foto: AFP

Efter et godt tre timer langt møde hos den britiske dronning Elizabeth blev det tidligt mandag aften besluttet, at prins Harry og hustruen Meghan, i en overgangsperiode skal dele deres tid mellem Storbritannien og Canada. En endelig beslutning om parrets fremtid skal drøftes i de kommende dage, hedder det i en erklæring, som det britiske kongehus har sendt ud ved 18-tiden mandag.

Prins Harry og Meghan, der officielt har titler af hertugparret af Sussex, oplyste i sidste uge, at de ønsker at træde tilbage som seniormedlemmer af den kongelige familie, og det førte til en alvorlig krise i kongehuset.

I erklæringen fra dronningen hedder det, at der er ført ”konstruktive diskussioner om fremtiden for mit barnebarn og hans familie.”

Prins Harry er søn af dronningens ældste søn, kronprins Charles, og den afdøde prinsesse Diana.

»Selv om vi havde foretrukket, at Harry og Meghan var forblevet som fuldtidsmedlemmer af den kongelige familie, så forstår vi og respekterer deres ønske om at leve et mere uafhængigt familieliv. Men de vil fortsat være en værdifuld del af vores familie,« hedder det i erklæringen fra dronningen.

Men en endelig fremtid for parret skal fortsat forhandles på plads, derfor er der foreløbig tale om en overgangsperiode, hvor hertugparret har gjort det klart, at det ikke vil være afhængige af offentlige midler. Det har bl.a. været diskuteret, hvem der skal betale for parrets sikkerhed. Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, sagde ifølge flere britiske medier mandag, at Canada er klar til at betale, når parret opholder sig i Canada.

Afviste pressehistorie

Ved det kongelige krisemøde, der fandt sted på dronningens landsted Sandringham nordøst for London, deltog foruden dronningen og prins Harry også Harrys storebror, prins William, samt kronprins Charles.

Harry og Meghan

Prins Harry blev født i 1984 som søn af prins Charles og prinsesse Diana.

Han er nummer seks i den britiske tronfølge.

I maj 2018 blev han gift med Meghan Markle. De fik sidste år sønnen Archie.

Tidligere på dagen havde prins Harry og prins William udsendt en fælles erklæring, hvori de afviste pressehistorier fra bl.a. The Times om, at de ikke længere var gode venner, og at prins William mobbede sin lillebror.

Prins Harry og Meghan blev gift i maj 2018, og parret fik sidste år en søn, Archie. De har i månedsvis været under kritik fra britisk presse for bl.a. lukkethed og for flere gange at have fløjet i privatfly, selv om de markedsfører sig selv som klimabevidste.

I efteråret understregede prins Harry, at han ikke ville have det samme til at ske for sin familie, som det, der skete for hans mor, prinsesse Diana; at blive jagtet af pressen konstant. Prinsesse Diana døde i 1997 ved en trafikulykke i Paris, efter at hun var blevet jagtet af paparazzi-fotografer.

Parret sag an mod to britiske aviser, henholdsvis Daily Mail for at have offentliggjort et privat brev fra Meghan til hendes far, og mod avisen The Sun for, mener parret, at have hacket kongelige mobiltelefoner. Sagerne er ikke afsluttet.


Da parret kom tilbage fra en flere uger lang juleferie i Canada i sidste uge, offentliggjorde de på deres helt nye hjemmeside, at de vil træde et skridt tilbage fra de offentlige pligter. Det udløste et ramaskrig i Storbritannien, hvor den kongelige historie har overskygget Iran-konflikten og brexitafstemninger i Underhuset.

Samtidig understregede hertugparret, at det fremover vil lade sig interviewe af mindre medier, der beskæftiger sig med de emner, som parret arbejder med.

Det gjorde ikke stemningen mod parret bedre, at Meghan dagen efter offentliggørelsen af, at de ønsker at træde tilbage som seniormedlemmer af den kongelige familie, forlod Storbritannien og tog til Canada, hvor hun opholdt sig i en årrække, før hun blev gift med prins Harry.

Parret har sagt, at de ønsker »ny progressiv rolle« i kongehuset.


BRANCHENYT
Læs også