Politik
BREAKING

Rohde om boligaftale uden Radikale: Det er ikke gratis

De Radikale endte på sidelinjen, fordi regeringen byttede støttepartiet ud med Dansk Folkeparti fra blå blok.

De Radikales boligordfører Jens Rohde. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Efter et dramatisk forløb de seneste dage med afbrudte forhandlinger indgik regeringen torsdag aften en boligaftale uden De Radikale.

Boligordfører Jens Rohde (R) konstaterer, at sådan er politik.

- Det er ikke gratis, men de har nok haft følelsen af, at jeg gik uden om dem. Men det gjorde jeg ikke. Jeg lavede ingenting, som gik imod regeringen, andet end at jeg ville have en bred aftale. Jeg prøvede bare at redde stumperne.

- Når Mette (statsminister Mette Frederiksen, red.) har friheden til at lave aftaler med de partier, der passer hende, så har vi andre også friheden til at lave aftaler med partier, der passer os, siger han.

Rohde vil ikke med i regeringens aftale, da han tvivler på, at den vil have en effekt.

Boligminister Kaare Dybvad (S) afbrød onsdag forhandlingerne, fordi parterne var langt fra hinanden. De Radikale forsøgte derfor at opnå et flertal med blå blok, herunder Dansk Folkeparti.

Torsdag aften blev pressen dog hasteindkaldt til et pressemøde, hvor Dansk Folkeparti pludselig var gået med til en karensperiode på fem år trods modvilje i starten af forhandlingerne.

Derfor endte De Radikale på sidelinjen, selv om partiet er støtteparti for regeringen, og Dansk Folkeparti tilhører en anden blok. De har lige mange mandater.

- Når Dansk Folkeparti agerer, som de gør, så skal man nok træde varsomt i forhold til at invitere dem indenfor igen, siger Jens Rohde.

Aftalen skal gribe ind over for især udenlandske boligspekulanter, der opkøber lejeboliger i København og sætter huslejen op.

Konkret vil et flertal i Folketinget indføre en karensperiode, så boligudlejere fremover skal vente fem år, før de kan sætte huslejen op efter renovering af lejeboliger.

Ventetiden skal sætte en stopper for kortsigtet spekulation. Den har ramt de billige lejeboliger i København, som er blevet opkøbt af blandt andet udenlandske kapitalfonde.

Regeringen havde oprindeligt spillet ud med en karensperiode på ti år. Den blev i forhandlingerne sat ned til syv år og er altså nu endt på fem år.

Onsdag aften - for 24 timer siden - præsenterede Jens Rohde en enighed med blå blok. Den var stort set lig den aftale, boligministeren havde lagt på bordet.

- Den er stort set ikke anderledes. Jeg synes, at ministeren skulle lære sig sit håndværk. Politik handler ikke om at have ret. Politik handler om at få ret, sagde Jens Rohde i radioprogrammet "P1 Morgen" torsdag.

Ifølge finansordfører Rene Christensen (DF) "gik der Christiansborg i den".

- Vi har aldrig været smuttet fra forhandlingsbordet, vi fik en meddelelse om, at vi ikke skulle komme tilbage, siger han med henvisning til, da ministeren afbrød forhandlingerne.

- Vi tog opgaven så alvorligt, så vi gerne ville lave et alternativt flertal. Det prøvede vi af i går. Men vi har haft gode drøftelser hen over dagen, og det har gjort, at vi kunne lave en aftale, siger han torsdag aften.

BRANCHENYT
Læs også