Serier

Danskerne skal forberede sig på langvarig coronakamp

Prisen for at undgå kollaps i sundhedsvæsenet er, at coronaepidemien forlænges, vurderer medicinske eksperter.

Corona rammer verden
Begræns smitten. Corona-epidemien har lagt store dele af verden øde. Her er det indgangen til Regionshospital Nordjylland i Hjørring, hvor budskabet er helt klart: Begræns smitten. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Regeringen og Folketinget har med de seneste hastelove taget højde for, at coronaen strækker sig ind i 2021, og medicinske eksperter er enige i, at danskerne skal forberede sig på, at kampen mod corona bliver langvarig.

Én ting er sikkert. Coronavirus er ikke forsvundet, når politikerne igen om knap 14 dage skal vurdere om Danmark fortsat skal være lukket ned, lyder det samstemmende fra eksperterne. Men skal der reddes menneskeliv ved at undgå, at sundhedssystemet kollapser - eller skal samfundet sættes i gang igen?

Der er jo også grænser for, hvor længe, at vi kan lukke vores samfund ned. Jeg er glad for, at jeg ikke skal tage den beslutning.

Allan Randrup Thomsen, professor i virologi på Københavns Universitet.

»Det bliver en meget kritisk vurdering af, hvad man vil og kan på det tidspunkt. Der er jo også grænser for, hvor længe, at vi kan lukke vores samfund ned. Jeg er glad for, at jeg ikke skal tage den beslutning,« siger Allan Randrup Thomsen, professor i virologi på Københavns Universitet.

Han forklarer, at politikernes og sundhedsmyndighedernes nye strategi i virkeligheden forlænger udbrudsperioden og dermed også den periode, hvor folk risikerer at blive syge.

»Det er den pris, som vi betaler for, at vores sundhedsvæsen ikke kollapser,« siger Allan Randrup Thomsen.

Professor i klinisk mikrobiologi, Hans Jørn Kolmos fra Syddansk Universitet, er af samme opfattelse.

»Det begynder først for alvor at gøre ondt om 14 dage, hvor man skal beslutte, om man skal fortsætte med at have landet lukket ned, eller om samfundet skal køre videre,« siger Hans Jørn Kolmos. Han støtter regeringens strategi.

Begge eksperter sammenligner situationen med for godt 100 år siden, da den spanske syge hærgede. Denne epidemi kom i flere bølger, og kostede langt flere menneskeliv i anden bølge om efteråret efter at have været klinget af hen over sommeren.

»Vi ved ikke, om det samme kan ske igen,« siger Hans Jørn Kolmos.

Han mener, at myndighederne hidtil har valgt den rigtige strategi i modsætning til Storbritannien og USA, hvor man i stedet har isoleret de, der er syge, mens alle andre har fået lov at gå til fodboldkampe og på værtshus og sprede smitten i samfundet, så den i sidste ende når frem til de ældre og svækkede.

»Når USA f.eks. har forbudt fly fra Europa, er det en beslutning, som næppe har den store virkning. Coronasmitten er jo allerede udbredt i det amerikanske samfund.«

Igen fredag skærpede Udenrigsministeriet retningslinjerne, så alle ikke nødvendige rejser til hele verden nu frarådes.

Læs også