Politik

Minister forventer, det bliver Arnes tur i denne valgperiode

Retten til tidligere pension bliver gennemført, uanset hvad regningen for coronakrisen bliver, lyder forventningen fra beskæftigelsesministeren.

Coronakrisen har ryddet den politiske dagsorden, men løftet om en tidligere tilbagetrækning for de nedslidte holder stadig, lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Foto: Jens Dresling

Uanset hvor mange milliarder kroner coronakrisen kommer til at koste Danmark, så får nedslidte danskere en ret til tidligere pension i denne valgperiode, som Socialdemokratiet har lovet.

Sådan lyder meldingen fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.

Retten har været regeringens topprioritet, som den planlagde at sende igennem Folketinget, når overenskomstforhandlingerne var overstået.

»Nogle ting kan ende med andre tidsperspektiver, og lavpraktisk er det klart, at det, der har fyldt alt, er, at vi har været i gang med at fremlægge vores model for tidlig pension. Det kommer vi til, uanset om tidsplanen holder eller ej,« lyder det fra ministeren.

Har vi råd til det nu med alle de penge, der er sendt ud i samfundet, og de penge, der meget vel kan blive brug for til at føre en aktiv finanspolitik for at sætte gang i beskæftigelsen igen, når vi kommer ud på den anden side af nedlukningen?

»Det er ekstremt vigtigt at huske, at der er stor forskel på en midlertidig stimulus og så vores økonomiske råderum og strukturelle saldo på den anden side. Jeg mener, det vil være meget dyrere, hvis ikke vi gør noget hurtigt og mærkbart på kort sigt. Det er derfor, vi siger, at vi vil gøre alt, hvad der skal til.«

Formand for bl.a. slagteriarbejderne i fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast, har været en af de mest dedikerede fortalere for tidlig pension til nedslidte med mange år på arbejdsmarkedet, og han glæder sig over forsikringen fra beskæftigelsesministeren.

»Jeg er utrolig glad for den melding om, at regeringen står ved en tidlig tilbagetrækningsordning, selv om der lige nu bliver brugt mange penge på alle de hjælpepakker for virksomhederne. Mine medlemmer har fortsat brug for en ordning,« siger Ole Wehlast.

Dansk Arbejdsgiverforening, der hele tiden har været imod en ret til tidlig folkepension, ønsker ikke at udtale sig om spørgsmålet i den aktuelle situation.

BRANCHENYT
Læs også