»Det her er en test af alt på én gang«

Der står to små, halvtomme plastikflasker med håndsprit på et højt, aflangt cafebord i ministerens forkontor.

Det er søndag den 15. marts, og der er lidt over en time til, at regeringen præsenterer et lille stykke Danmarkshistorie og det seneste i en række tiltag, der skal holde hånden bedst muligt under dansk erhvervsliv:

En rekordhurtig trepartsaftale med lønmodtagere og arbejdsgivere, der betyder, at virksomheder kan få refunderet op mod 26.000 kr. om måneden for hver ansat, de sender hjem med fuld løn i stedet for at fyre.

Normalt tager trepartsforhandlinger måneder. Denne gang har det taget omkring to dage.

Normalt vil et ministerium i sådan en situation være en lille sværm af mennesker, der forbereder alle mulige praktiske ting. Denne dag er der to: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og hans særlige rådgiver.

I hele ministeriet.

Døren til Hummelgaards kontor er lukket. Han er i gang med at ringe rundt til partilederne og orientere dem om aftalen. Han kommer ud, hilser på coronasikret afstand, og går over mod ministeriets køkken.

Køkkenet er klinisk rent. På en aflang gul magnettavle hænger fem sedler. To om kunstudstillere, en om et journaliseringskursus, en om at give blod og en om, hvordan man beskytter sig selv og andre mod coronavirus.

»Det er helt vildt det her,« siger ministeren, da han har fået en kop kaffe ud af maskinen.

Kort tid efter tager han jakken på, sin taske over skulderen, et vred papirer i hånden og går over mod Statsministeriet, hvor pressemødet skal begynde om 15 minutter.

*****

Finans har aftalt med en række personer, der enten har indflydelse på coronahåndteringen, økonomiske interesser på spil eller begge dele, at vi må følge dem i forbindelse med arbejdet med at håndtere krisen.

Peter Hummelgaard er som beskæftigelsesminister en central del af regeringens overordnede indsats for at sikre, at dansk erhvervsliv og 2,8 mio. lønmodtagere kommer igennem den forventede krise bedst muligt.

Denne søndag formiddag er alvoren i den grad sunket ind hos ministeren og formentlig også hos alle danskere. Regeringen har lukket for hele Underholdsningsdanmark. Al sport er aflyst, børn er sendt hjem fra institutioner og skoler, offentlig ansatte er sendt samme vej, og der er opfordringer til ikke at samles i grupper på over 100 personer. Senere bliver dette nedjusteret til 10.

Ideen om, at der skulle tænkes kreativt og gøres noget, opstod i begyndelsen af ugen seks dage før præsentationen. Den tog for alvor fart torsdag morgen, efter Mette Frederiksen aftenen forinden netop havde meddelt danskerne det største indgreb i deres liv siden 2. verdenskrig.

Beskæftigelsesministeren, departementschefen og nogle afdelingschefer »skulle finde på noget«, og efter et telefonmøde med toppen af arbejdsmarkedets parter, der opfordrede til at køre videre i kompensationssporet, tog en plan form.

Regeringen blev enig med sig selv om at gå videre, og fredag aften satte parterne sig sammen i Finansministeriet. Det fortsatte lørdag til sent om aftenen, og søndag morgen var der nogle kommaer, der skulle rettes til.

Det, der normalt tager måneder for en almindelig trepartsaftale, har taget under to døgn for en historisk én af slagsen, og kort efter, vi har forladt ministeriet, står Peter Hummelgaard i Spejlsalen, hvor statsministeren flankeret af finansministeren og toppen af organisationsdanmark samt erhvervsministeren, fortæller danskerne om aftalen.

Hummelgaard selv står helt yderst og følger historieskrivningen.

»Det er helt vildt vidtgående, at staten reelt betaler virksomhederne for at fastholde medarbejdere på lønningslisten, når der faktisk ikke er arbejde til dem. Det strider mod enhver form for markedslogik. Ikke at det gør mig noget, og det viser også det meget ekstraordinære i situationen. Omvendt viser det også, hvad et meget stærkt velfærdssamfund sammen med stærke og tillidsfulde parter blandt arbejdsgivere og fagforeninger kan finde på af helt ekstraordinære greb,« forklarer han senere.

*******

Lønkompensationen er ikke det eneste tiltag, der er sat i søen i Hummelgaards departement.

Tirsdag formiddag, to dage efter trepartsaftalen, skal L135 hastevedtages i Folketingssalen. Den sikrer blandt andet, at virksomhederne kan få udbetalt sygedagpenge for syge medarbejdere fra dag 1 i stedet for – som reglerne er – efter 30 dage.

Københavns gader er nu stort set mennesketomme.

Der holder 10 cykler foran ministeriet i cykelstativer, der normalt er overproppede. Fire af dem er orange lejecykler.

»Det minder om 1. januar. Bare uden krudt og tømmermænd,« kommenterer Peter Hummelgaard på vej over til Folketinget.

Han uddyber tankerne om behovet for lønkompensationen og fortæller om de mange henvendelser, han har fået fra alle mulige danskere, der var nervøse for fremtiden.

Især fra hans egen valgkreds omkring lufthavnen, som mange gange har været et fast referencepunkt i interviews, når den jura-uddannede minister har skullet trække paralleller til sin arbejderbaggrund.

Lufthavnen meldte samme morgen ud, at den ville sende 1.500 ansatte hjem over de kommende uger.

Henvendelserne fik ham i weekenden til at lægge en besked fra sin egen mor op på Facebook. Moderen er førtidspensionist og som sådan ikke i farezonen for at miste et job, men det er mange i omgangskredsen og titusindvis af andre danskere, forklarer han på vej over krydset ved Christiansborg Slotsplads.

*****

Folketinget har indført besøgsforbud.

Gæster kan ikke komme ind, og de dele af pressen, der ikke arbejder fast på Christiansborg, kan ikke længere gå rundt på egen hånd. Finans bliver derfor eskorteret op til tilhørerpladserne af en vagt. Der er nøje afstemt 95 MF’ere i salen, og med nogle ansatte er der i alt 100. Der må kun være fire tilhørere. Lige nu er der ingen.

Politikerne går rundt og taler med hinanden, inden Folketingets formand Henrik Dam Kristensen går i gang med at remse dagens program op.

Han taler lavmælt og hurtigt. Sætningen med spørgsmålet om nogen ønsker ordet, glider uden pause direkte over i, at det er der ingen, der gør.

Da afstemningen skal til at gå i gang, kommer en anden vagt ind.

»Der må kun være 100 personer i salen under afstemningerne. Du er nummer 101, så jeg skal bede dig komme med ud,« siger han.

Vagten, en venlig ældre mand med briller og ulasteligt klædt i den sorte uniform, har været på Christiansborg i 19 år.

»Jeg har aldrig oplevet noget lignende,« siger han om situationen på Christiansborg med henvisning til alle de foranstaltninger, der i dag.

Normalt har han omkring 80 kolleger spredt ud over Christiansborg, men med alt personale hjemsendt og få politikere, der stort set kun kommer ind til afstemningen, er der 15 i dag.

På tv-skærmen foran indgangen til tilhørerpladserne bliver L135 stemt igennem, og knap 30 minutter efter, at Hummelgaard gik gennem Folketingets meterhøje hoveddøre, går han ud igen.

Peter Hummelgaards sidste nogenlunde normale arbejdsdag var tirsdag den 10. marts. Derfra blev alt ryddet og alle aftaler handlede om corona. Væk var aftaler med erhvervsledere, organisationer og borgere. Væk var taler, virksomhedsbesøg og møder med høj og lav.

Alt – alt – handlede nu om corona, og hele Hummelgaards verden foregik »i den her Bermudatrekant«, fortæller han og slår ud med armen over mod vinduet og i retning af Finansministeriet nogle hundrede meter til venstre og Folketinget få meter på den anden side af Finansministeriet.

Nu er det regeringens opgave at få det hele til at lande bedst muligt, og der er ikke nogle venner at ringe til for gode råd.

»Facitlisten mangler, og der er ikke en manual, vi kan slå op i,« som ministeren selv påpeger.

»Det er noget, vi er mange, der har mindet hinanden om. Vi har været – og det mener jeg entydigt har været klogt – på forkant med den udvikling, vi ser i Europa lige nu. Det er på den ene side helt indlysende et kæmpe ansvar at have sammen med andre i Folketinget, arbejdsgivere og fagforeninger, men på den anden side vil jeg sige, at jeg har sovet bedre, end jeg har de sidste seks dage,« forklarer han.

Hvor definerende bliver det her for jeres regeringsførelse og Danmark de kommende år?

»Det her bliver definerende for generationer forstået på den måde, at uanset hvordan man vender og drejer det, og vi vil gøre alt for, at vi kommer så skånsomt igennem det, så vil det have omkostninger på økonomien. Folk vil miste deres arbejde. Virksomheder, som allerede nu ikke kan klare presset, vil lukke, og mennesker vil miste livet. Vi har ikke været i en form for undtagelse på den her måde siden 2. verdenskrig, og jeg tror, det vil være definerende for politik og politiske holdninger i mange år fremover.«

Stort set hele kloden er ramt, hvilket vel siger noget om, hvor integreret vi er i hinanden i dag. Hvordan tror du, den integration vil udvikle sig fremover?

»Det kan gå begge veje afhængig af, hvordan tingene udvikler sig. Vi er i en helt ekstraordinær situation, hvor EU for alvor skal vise sit værd både i forhold til den økonomiske politik fremadrettet og forsøge at få en koordination mellem landene. EU har en kæmpe opgave i at sikre, at vi økonomisk set kommer bedre igennem det her, end vi gjorde under finanskrisen. Så der må man håbe, de har lært noget i Frankfurt og Bruxelles.«

Hvad håber du, at læringen ude i de danske stuer er, når det her har lagt sig?

»Jeg håber mest af alt, at erkendelserne i befolkninger i Europa og herhjemme bliver, at vi har brug for hinanden og ikke kan leve isoleret fra hinanden, men det kan meget vel ende med større diskussioner om de konstruktioner, vi har bygget op. Jeg håber også, at vi lærer, hvor dybt afhængige vi er af at være sociale. På den måde er det her en test af alt på en gang; det er en test af de dyriske og mest usolidariske sider af mennesket, og det er en test af vores økonomi, vores beslutsomhed og vores systemer.«

*****

Siden interviewet har et enigt Folketing vedtaget en hjælpepakke, hvor partierne binder hinanden op på at bruge alle de penge, det kræver at dække virksomheders økonomi. Der er intet loft, lyder det.