Fortsæt til indhold

Trump er klar til at lade regeringen tage ejerandel i selskaber

Stigende pres på den amerikanske regering får den amerikanske præsident Donald Trump til at overveje nye tiltag.

Politik
/ritzau/FINANS

USA's præsident, Donald Trump, er åben for, at den amerikanske regering tager en kapitalandel i de selskaber, der vil modtage hjælpepakken på 1300 mia. dollar - knap 8995 mia. kr. - der lige nu forhandles om i den amerikanske Kongres.

Det skriver Financial Times.

I forbindelse med en pressekonference i Det Hvide Hus talte Donald Trump, mens USA's skatteminister, Steve Mnuchin, forhandlede med Kongressen om at få en hjælpepakke stablet på benene.

Ved pressekonferencen sagde præsidenten, at han var positiv over for idéen om, at den amerikanske regering skulle tage en ejerandel i de selskaber, der er omfattet af hjælpepakken.

I USA afskediges medarbejdere på stribe som følge af coronaudbruddet.

Ifølge de amerikanske myndigheder steg arbejdsløsheden sidste uge til 281.000 fra 211.000. I delstaterne Ohio og Pennsylvania viser nyere data, at den reelle arbejdsløshed er højere.

Steve Mnuchin fortalte tidligere på ugen, at arbejdsløsheden kan stige til 20 pct., hvis ikke hjælpepakken vedtages.

Imens mener den amerikanske præsident, at arbejdsløsheden vil falde igen.

- Jeg tror, at økonomien vil blive fantastisk. Da han (Steve Mnuchin, red.) sagde det, var det den værst tænkelige situation, sagde Donald Trump ifølge Financial Times.

- Jeg tror ikke, at nogen tror, det vil ske, fortsatte præsidenten.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hjælpepakken vil hjælpe, svarede Donald Trump, at det afhænger af, hvor hurtigt USA får virusset under kontrol.

Artiklens emner
Steven Mnuchin