Fortsæt til indhold

Forsikrede USA om, at coronakrisen var under kontrol - og dumpede sine aktier

Richard Burr, som er republikansk senator og en af Donald Trumps tætte allierede, solgte angiveligt aktier for op imod 1,6 mio. dollars, mens han og resten af administrationen forsikrede, at coronakrisen kunne håndteres.

Richard Burr har som republikansk senator og formand for senatets efterretningsudvalg modtaget daglige briefinger omkring corona-situationen. Foto: Saul Loeb / AFP
Politik

Den republikanske senator Richard Burr er kommet under lup, efter en lydoptagelse afslører, at han havde kendskab til omfanget af coronavirus og solgte sine aktier, mens han offentligt forsikrede om, at alt var under kontrol.

Det skriver flere amerikanske medier – heriblandt Politico, Fox News, The New York Times samt NPR, som er kommet i besiddelse af lydoptagelsen.

Til et arrangement, hvor optagelsen fandt sted, advarer Richard Burr medlemmerne af en privat klub ved navn Tar Heel om, hvilken trussel den nye coronavirus udgør – flere uger før USA’s regering erklærede udbruddet for en national nødsituation.

»Der er en ting, som jeg kan fortælle jer: Den er meget mere aggressiv i sin spredning end noget som helst, vi har set i nyere tid. Den svarer nærmere til pandemien i 1918,« siger Richard Burr ifølge NPR og tilføjer:

»Alle virksomheder bør være opmærksomme på, at de muligvis må ændre deres rejseplaner. At de måske er nødt til at bedømme, hvorvidt rejser til Europa er afgørende, eller om den kan ordnes over videokonference.«

Oplysninger indsendt til senatet viser, at Richard Burr, som er senator for North Carolina og formand for Senatets efterretningsudvalg, d. 13. februar alene solgte aktier for 580.000 – 1,6 mio. dollars igennem 33 handler, ifølge Politico. En del af disse var angiveligt i store hotelkæder.

Ugen før salget var Richard Burr medforfatter til et indlæg på Fox News’ hjemmeside, hvori det nævnes, at »USA er bedre forberedt på at håndtere en folkesundhedstrussel som coronavirus end nogensinde før.«

Richard Burr har de seneste år selv været med til at forme lovgivning med henblik på at beskytte USA mod pandemier. På Twitter kalder han beskyldningerne for ’tabloidnyheder’ og forsvarer sig med, at arrangementet, hvor optagelsen blev lavet, var offentligt tilgængeligt.

Donald Trumps administration har været skarpt kritiseret for sin håndtering af coronakrisen i USA - bl.a. for at have bagatelliseret coronavirus og være for sent ude med tiltag for at undgå spredning.

Richard Burr er ikke den eneste senator, som er blevet afsløret i at sælge sine aktier på et tidspunkt, som nogen måske vil kalde for belejligt - også Kelly Loeffler og James Inhofe fra Republikanerne samt senator Dianne Feinstein fra Det Demokratiske Parti er anklaget for selv samme.

Senatoren meddeler fredag, at han har bedt senatets etiske udvalg om at gennemgå det salg af aktier, han foretog ugerne før, at aktiemarkedet dykkede som følge af coronavirus-udbruddet.