Politik

Sundhedsstyrelsen ændrer teststrategi igen: Vil teste flere

Efter kritik fra bl.a. WHO ændrer de danske sundhedsmyndigheder nu igen taktik i kampen mod corona. Det betyder, at man nu igen vil teste flere for covid-19.

Direktøren for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm (t.v.), og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke ved et af de mange pressemøder om corona i Danmark. Arkivfoto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

De danske sundhedsmyndigheder ændrer nu igen strategi for at undgå yderligere smittespredning af coronavirus i det danske samfund. Og det betyder, at flere nu vil blive testet.

Det oplyser Sundheds- og Ældreministeriet i en pressemeddelelse.

»Vi er aktuelt udfordret af en global mangel på testkapacitet. Det er imidlertid vores strategi, at langt flere skal testes for covid-19 i Danmark. Derfor arbejdes der målrettet på at forøge testkapaciteten både med private og offentlige parter, og jeg vil sammen med regionerne sikre, at der eksekveres på denne offensive teststrategi i hele landet. Det er centralt, at teststrategi og testkapacitet følges ad, og at indsatsen kan og skal opgraderes i takt med, at vi forøger testkapaciteten«, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Med strategiskiftet følger en række nye anbefalinger, som sundhedsmyndighederne fremover vil følge i deres kamp imod coronavirus.

Her er de nye anbefalinger
  • Alle med mistanke om moderat til svær COVID-19, hvor mistanken fastholdes efter en klinisk vurdering i en COVID-19-vurderingsenhed på sygehus, skal testes.
  • Fødende kvinder, der er visiteret til fødsel på en fødeafdeling, og hvor der er mistanke om COVID-19 skal ud fra et forsigtighedsprincip testes.
  • Nyfødte børn skal testes, såfremt de har symptomer
  • Personer med let til moderate symptomer, der varetager kritiske funktioner i sundhedssektor, ældrepleje, arbejde med socialt udsatte eller andre helt særlige nøglefunktioner i samfundet, kan henvises såfremt arbejdsgiver finder det hensigtsmæssigt med hurtig raskmelding. Det er den praktiserende læge, der henviser efter vanlige principper.
  • Der skal være en særlig opmærksomhed og lavere tærskel for sårbare grupper med henblik på vurdering og test.
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet

Fremover skal alle personer, der er »under mistanke for moderat til svær smitte« af covid-19, testes efter at have fået modtaget en såkaldt klinisk vurdering på sygehusenes nyoprettede COVID-19-vurderingsenheder. På sigt er målet, at folk med lette symptomer også kan blive testet her.

Derudover skal fødende kvinder, der er visiteret til fødsel på en fødeafdeling, under smittemistanke, testes ud fra et »forsigtighedsprincip«. Også nyfødte vil nu bilve testet, hvis de viser symptomer.

Af pressemeddelelsen fremgår det, at myndighederne nu vil sætte massivt ind for at øge både mængden af og muligheden for test i Danmark. Logikken er, at i takt med at testkapaciteten øges, vil man dermed også teste flere, skriver ministeriet.

Og når det sker, er håbet, at man igen kan begynde at teste sundhedspersonale i landets regioner.

Lørdag kom det nemlig frem, at læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale i Region Hovedstaden, Region Syddanmark og Region Midtjylland ikke kan blive testet for covid-19, fordi testene skal bruges på patienter.

Sundheds- og Ældreministeriet oplyser, at man lige nu har kapacitet til at levere 3.000 test dagligt, men ved at øge samarbejdet med bl.a. danske virksomheder, kan kapaciteten blive større.

Det gælder bl.a. den fynske biotekvirksomhed Pentabase, som ved at udvikle sin nuværende teknologi kan levere test til den danske sundhedssektor.

Lytter til WHO

Ifølge ministeriet sker taktikændringen som følge af, at man vil lytte til verdenssundhedsorganisationen, WHO’s, anbefalinger.

Sundhedsorganet har den seneste uge flere gange opfordret lande til i langt højere grad at teste for smitte. Og Danmark var et af de lande, der tidligt gik i mod den anbefaling.

Myndighederne skiftede nemlig fra den såkaldte inddæmningsstrategi, hvor man tester og isolerer smittede og potentielt smittede, til en afbødningsstrategi, hvor man ikke tester syge, der ellers er sunde og raske, og som er udenfor de såkaldte risikogrupper, der tæller ældre og kronisk syge.

Den strategi bevæger man sig altså nu væk fra igen.

På et pressemøde 16. marts lød opråbet fra WHO generalsekræter, Tedros Adhanom Ghebreyesus:

»Vi kan ikke stoppe denne pandemi, hvis vi ikke ved, hvem der er smittet. Vi har et simpelt budskab til alle lande: test, test, test. Test alle mistænkte tilfælde,« sagde han og forklarede malerisk om, hvorfor test er vigtigt for at stoppe coronavirussens hærgen:

»Man kan ikke bekæmpe en ildebrand med bind for øjnene,« sagde han.

Den opfordring lytter de danske myndigheder nu altså til.

BRANCHENYT
Læs også