Politik

Joy Mogensen: »Ja, jeg er kulturminister, når coronakrisen er overstået«

Mandag aften var forhandlingerne om nødhjælp til lokalmedier ved at bryde sammen. Kulturministeren kalder det en misforståelse.

Kulturminister Joy Mogensen har den seneste tid været i vælten, idet flere fra kulturbranchen bl.a. har sagt, at de savner en lederfigur i regeringen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Kulturminister og Kirkeminister Joy Mogensen.Foto: Stine Bidstrup Joy Mogensen ved åbningen af teaterfestivallen Waves 2019 d. 25.8.

Kulturminister Joy Mogensen beskriver stemningen fra forhandlingslokalerne som »konstruktiv«, og hun er forhåbningsfuld i forhold til de kommende dages forhandlinger.

De ord kommer frem efter en tirsdag, hvor kulturministeren sammen med de fleste øvrige folketingspartier har fremlagt en række tiltag, der skal hjælpe det danske kultur- og foreningsliv, som er hårdt ramt af coronakrisen.

Knap så konstruktiv

Hjælpen betyder bl.a., at kunstnere kan få udbetalt projektorienteret kunststøtte på forskud, mens højskoler, aftenskoler og folkeuniversitetet får mulighed for at søge om refusion for manglende deltagere og også kan beholde deres grundtilskud, selv om elevantallet falder.

Ja, jeg er kulturminister, når coronakrisen er overstået.

Joy Mogensen, kulturminister

Også i mandags blev der forhandlet i Kulturministeriet. Ministeren ville dog næppe bruge ordet ”konstruktiv” om disse forhandlinger, som brød sammen. Flere af ordførerne fra de øvrige folketingspartier var ude at kræve, at forhandlingerne skulle foregå med finansministeren fremfor kulturministeren, fordi Joy Mogensen intet mandat havde at forhandle med.

Ordførernes misforståelse

Den kritik har Joy Mogensen taget til sig, men hun mener samtidig, at ordførerne har misforstået, hvad der egentlig var til forhandling. Ifølge hende var der kun indkaldt til forhandlinger om hjælp til regionale og lokale medier, mens ordførerne ville snakke om medier over en bred kam.

»Det var kommunikeret klart ud, at de generelle hjælpepakker blev forhandlet i andre ministerier. Min opgave var at komme med et udspil, der var målrettet de lokale og regionale medier. Det kom jeg med. I mellemtiden havde virkeligheden og ønskerne ændret sig. Nu skulle vi forhandle en hjælpepulje til hele medieverdenen samlet,« fortæller Joy Mogensen.

Skyldes forhandlingssammenbruddet en misforståelse?

»Det er min oplevelse. Jeg troede, at man ville gå videre med det generelle et andet sted, og jeg kun skulle levere på det målrettede, men da det så kom til stykket, ville ordførerne have en samlet løsning. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det arbejder jeg videre med nu.«

Har du fået det mandat fra finansministeren, som de øvrige partier har efterspurgt?

»Jeg kommer ikke til at tale om vores arbejdsgang. Regeringen er i gang med at forberede forhandlingerne i de kommende dage og kommer til at fremlægge et udspil, når det er på plads.«

Har I overvejet at lægge forhandlingerne i Finansministeriet?

»Nej.«

Var det en fejl at sige, at du synes, det er upassende at tale om kultur lige nu?

»Hvis jeg havde sagt det, ville det have været en fejl. Jeg blev spurgt om, hvorfor jeg ikke stod på pressemøderne sammen med sundhedsministeren og statsministeren. Til det svarede jeg, at jeg i den kontekst ikke mente, at det var passende at tale om kultur. Sundhed kommer før kultur, når der er en sundhedskrise. Kulturen er afgørende for at komme igennem krisen.«

Er du minister, når alt det her er overstået?

»Ja, jeg er kulturminister, når coronakrisen er overstået.«

Det er to grupper, som mangler at få hjælp, fortæller Joy Mogensen. Det er medierne, som mangler indtjeningen fra annoncekroner, og så er det de kulturinstitutioner, som modtager over 50 pct. i offentlig støtte til den ordinære drift, f.eks museer, teatre og idrætsforeninger. Kulturministeriet kom allerede tirsdag med en likviditetshjælp til de danske medier, da mediestøtten på 368 mio. kr. udbetales på én gang fremfor ad tre omgange.

Joy Mogensen fortæller, at hvis alt går godt, burde der være en hjælpepulje klar til restgrupperne inden for et par dage. Hun understreger dog, at det kræver, at der er enighed blandt partierne.

BRANCHENYT
Læs også