Kulturminister klar med 180 millioner til medier
Kulturminister Joy Mogensen (S) siger til DR, at regeringen lægger op til en hjælpepakke til danske medier på omkring 180 millioner kroner.
Mange - ikke mindst lokale - medier er hårdt ramt af faldende annonceindtægter under coronakrisen.
Udspillet fra ministeren kommer, efter at et forhandlingsmøde tidligere på ugen faldt til jorden grundet utilfredshed med ministeren hos flere ordførere på området.
- Udspillet er, at man kan få kompenseret de tabte annonceindtægter. Vi har private medier, som er en del af vores lokale demokrati, som mister annonceindtægter.
- Der er fare for, at det vil gå ud over vores demokrati og vores fælles samtale, siger Joy Mogensen til DR.
/ritzau/