Trump opfordrer amerikanerne til at bruge masker, men vil ikke selv følge samme råd
Udtalelsen kommer samme dag, som de amerikanske sundhedsmyndigheder tilskyndede befolkningen til fremover at iføre sig masker eller tørklæder for at undgå coronasmitte.
Mens USA’s præsident, Donald Trump, på det daglige pressemøde i Det Hvide Hus fredag opfordrede den amerikanske befolkning til at iføre sig mundbind, maske eller tørklæde for munden i kampen mod coronavirus, har præsidenten ikke selv tænkt sig at følge samme råd.
»Jeg har ikke lyst til at bære en selv,« svarede han og uddybede for den fremmødte presse:
»At bære en maske mens jeg tager i mod præsidenter, premierministre, diktatorer, konger og dronninger. Jeg ved det ikke. Jeg ser ikke mig selv gøre det. Måske ændrer jeg mening, men det her vil passere, forhåbentlig hurtigt,« sagde Trump.
Som weekenden nærmer sig, beder jeg alle seriøst om at holde afstand og bære masker eller dække ansigtet.
Udtalelsen kom efter, at de amerikanske myndigheder for sygdomskontrol og -forebyggelse, CDC, fredag meddelte, at man nu som en del af de officielle sundhedsanbefalinger opfordrer amerikanerne til at iføre sig masker eller på anden vis dække ansigtet for at undgå smitte.
At det netop blot er en anbefaling og altså ikke et påbud, fremhævede præsidenten, da han forklarede om sin egen holdning til brug af maske.
»Det er en anbefaling,« fastslog han efter at have afvist egen brug.
På Twitter opfordrede Trumps hustru og USA’s førstedame, Melania Trump, ligeledes befolkningen til at følge CDC’s anbefalinger. Det fremgår dog ikke, hvorvidt hun vil følge sin mands eksempel.
»Som weekenden nærmer sig, beder jeg alle seriøst om at holde afstand og bære masker eller dække ansigtet. Covid-19 er en virus, der kan smitte alle – vi kan stoppe det her sammen,« formanede hun på det sociale medie.
Fredag markerede ligeledes en ny rekord i antallet døde af coronavirus i landet. På et døgn har over 1.400 amerikanere mistet livet til covid-19, og dermed runder det samlede dødstal i landet 7.152 personer.
Mens USA er det land med flest smittede, er det dog fortsat Italien, der har det højeste antal døde. Her har 14.681 mistet livet til coronavirus.