Politik

Overblik: Her er planen for Danmarks genåbning − del. 1

Hvem bliver "lukket ud"? Og hvem skal stadig blive hjemme? Få overblikket over første del af regeringens genåbningsplan for Danmark her.

Artiklens øverste billede
Statsminister Mette Frederiksen ved pressemødet om Covid-19 i Spejlsalen i Statsministeriet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

Mandag aften præsenterede statsminister Mette Frederiksen de første brikker i det gigantiske puslespil, som udgør den »gradvise, kontrollerede, stille og rolige åbning af Danmark«.

Men måske var den egentlige nyhed, at langt hovedparten af nedlukningerne blev forlænget, så de løber mere end en måned endnu.

Der er stadig mange ubekendte faktorer, og hele planen afhænger af, at antallet af corona-indlæggelser fortsat er stabilt, og at danskerne bliver ved med at holde afstand og følge myndighedernes anbefalinger for at undgå en pludselig stigning i coronasmitten, understregede statsministeren på et pressemøde.

»Vi skal leve med mange restriktioner mange måneder endnu. Og vi skal - måske for altid - vænne os til at omgås hinanden på nye måder,« sagde hun og nævnte håndvask, host i ærmet og at blive hjemme ved sygdom.

Her er et overblik over de første dele af genåbningen:

De mindste børn kan blive passet igen

Fra den 15. april − onsdag efter påske − kan genåbningen af vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger, klubber og skoleklasser fra 0. til 5. klasse begynde.

Den endelige åbning afhænger dog af, om kommunalbestyrelsen i den pågældende kommune vurderer det forsvarligt ud fra sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Mette Frederiksen forsikrede mandag aften om, at der skal gælde en række sundhedsfaglige regler for de små, når de vender tilbage i skolegården og på legepladserne. Bl.a. skal børn og voksne være udendørs så meget som muligt, og der skal holdes afstand. Der skal også skrues op for rengøringen, og børn skal blive hjemme ved den mindste mistanke om sygdom.

Sundhedsstyrelsen vil komme med en række sundhedsfaglige retningslinjer og anbefalinger for åbningerne bl.a. om rengøring, hygiejne og afstand og plads.

Alle børn med sårbare familiemedlemmer i risikogruppen for coronavirus kan vælge at blive hjemme, hvis forældrene ønsker det. Medarbejdere i risikogruppen eller med familiemedlemmer i husstanden i risikogruppen forventes heller ikke at møde på arbejde, oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil forventer inden påske at have konkrete retningslinjer klar.

Afsluttende eksamener aflyst

Elever fra 6. til 10. klasse skal forsætte med hjemmeundervisning frem til foreløbig 10. maj. Det gælder også alle andre skoler såsom efterskoler, frie fagskoler og øvrige kosttilbud.

Grundskolens ældste elever i 9. og 10. klasse skal ikke til eksamen til sommer. I stedet ophøjes de afsluttende standpunktskarakterer, der gives senest muligt på skoleåret, til prøvekarakterer. Børne- og Undervisningsministeriet arbejder på de nærmere regler.

Gymnasier holdes lukket for de fleste

Ungdomsuddannelsesinstitutioner som gymnasier og HF-uddannelser holder fortsat lukket.

Dog åbner de gymnasiale uddannelser for de ældste elever i 3.g, 2.hf., ASF-klasser (Autisme Spektrum Forstyrrelser) og eux-elever, der skal afslutte deres uddannelse til sommer.

Der er endnu ikke taget endelig stilling til eksamen på de gymnasiale uddannelser. Regeringen vil drøfte med Folketingets partier, hvordan eleverne i 3.g og 2.hf kan afslutte deres ungdomsuddannelse.

Der er allerede etableret løsninger for afholdelse af afsluttende svendeprøver på erhvervsuddannelserne.

Videregående uddannelser

De videregående uddannelsesinstitutioner såsom universiteter holder fortsat fysisk lukket frem til 10. maj. Dog vil udvalgte samfundskritiske sundhedsuddannelser f.eks sosu-uddannelsen blive genåbnet for studerende på sidste semester af uddannelsen.

Forbud mod store forsamlinger varer hele sommeren

Forbuddet mod at samles flere end 10 personer gælder foreløbigt til 10. maj.

Men et andet forbud, som gælder større arrangementer og begivenheder, skal ifølge regeringen forlænges helt frem til 31. august. Dermed bliver der ingen festivaller eller store markeder denne sommer. Danmarks største musikbegivenhed, Roskilde Festival, meddelte mandag aften, at festivalen er aflyst i år. Northside, Smukfest og Tinderbox har siden fulgt trop.

Det er uklart, hvad »store forsamlinger« præcist betyder. På pressemødet satte Mette Frederiksen ikke tal på, men lovede at vende tilbage med et »mere konkret grundlag« snarligt.

Lille åbning for privatansatte

Regeringen har opfordret private virksomheder til at sende så mange medarbejdere hjem som muligt.

Den opfordring gælder stadig, men myndighederne vil nu »gå i dialog« med de relevante erhvervs- og lønmodtagerorganisationer om, hvordan medarbejdere, der har arbejdet hjemme, fra tirsdag den 14. april igen kan møde fysisk ind på arbejde, hvis det foregår fuldt forsvarligt i forhold til retningslinjerne om at holde afstand mv.

»Arbejdspladserne bør i den forbindelse fortsat have fokus på fleksibilitet i forhold til f.eks. hjemmearbejde, brug af digitale mødeløsninger, forskudte arbejds- og mødetider mv.,« skriver regeringen i åbningsplanen.

Offentligt ansatte stadig hjemsendt

Hjemsendelsen af alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner i samfundet, bliver forlænget til og med 10. maj.

De er hjemsendt med fuld løn og skal så vidt muligt arbejde hjemmefra.

Det kan dog blive nødvendigt at indkalde nogle ansatte fysisk for at løse »helt specifikke, nødvendige opgaver«, oplyser regeringen.

Offentligt ansatte, hvis opgaver foregår udendørs og ikke indebærer nævneværdig menneskelig kontakt, kan arbejde som normalt.

Grænserne forbliver lukkede

Det midlertidige indrejseforbud for alle udlændinge, der ikke har et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, forlænges. Grænsekontrollen bliver foreløbigt forlænget til og med den 10. maj.

Alle ikke-nødvendige rejser i hele verden frarådes fortsat frem til samme dato. Danskere, der måtte vende hjem fra udlandsophold, opfordres kraftigt til at gå i frivillig hjemmekarantæne i 14 dage.

Butikker, restauranter og værtshuse stadig lukket

Følgende steder skal også fortsat holde lukket frem til foreløbig 10. maj:

Natklubber, værtshuse, restauranter, caféer, storcentre, stormagasiner, overdækkede arkader, indendørs sports- og fritidsfaciliteter, bade- og legelande, biografer, teatre, fitnesscentre og solcentre.

Lukningen af alle offentlige kulturinstitutioner, biblioteker og kirker forlænges desuden til og med 10. maj.

Du kan stadig ikke blive klippet

Den 18. marts blev der indført et midlertidigt forbud mod liberale serviceerhverv, hvor der ikke kunne undgås tæt kontakt mellem ansatte og kunder.

For eksempel frisører, tatovører og massører. Dette forbud bliver også forlænget til og med 10. maj.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.