Serier

Nu kan Danmark analysere 5.000 flere coronaprøver om dagen

Et nyt samarbejde mellem Rigshospitalet, Novo Nordisk og den fynske virksomhed Pentabase øger Danmarks testkapacitet.

Corona rammer verden
Den nye analysemetode udviklet i samarbejde mellem Novo Nordisk, Pentabase og Rigshospitalet betyder nu, at den samlede daglige testkapacitet øges. Arkivfoto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Fremover kan det danske sundhedsvæsen få svar på ca. 5.000 flere coronaprøver dagligt.

I et samarbejde mellem medicinalvirksomheden Novo Nordisk, den fynske biotech-virksomhed Pentabase og Rigshospitalet bliver landets testkapacitet nemlig øget som resultat af en ny analysemetode.

Det oplyser Novo Nordisk, Rigshospitalet og Pentabase i en pressemeddelelse.

Ifølge Per Jørgensen, formand for Danske Regioners taskforce for testkapacitet, lå den daglige testkapacitet hidtil på lidt over 6.000 test om dagen, hvoraf sygehusene kunne stå for 5.000 coronatest og Novo Nordisk resten.

Men med den nye analysemetode kan Novo Nordisk analysere over 6.000 coronaprøver om dagen, oplyses det.

Den samlede testkapacitet vil altså fremover lyde på over 11.000 daglige test.

Den store øgning i antallet af test skyldes, at man nu bruger en nyudviklet analysemetode, der betyder, at der kan testes tre gange så mange prøver på det samme udstyr. Samtidig reducerer testen brugen af plastic og reagenser, fremgår det af pressemeddelelsen.

Ulf Christensen, direktør ved Pentabase, oplyser til Jyllands-Posten, at teknologien kan tages i brug allerede fra i dag. Han forklarer, at den nye metode betyder, at tempoet for analysefasen er skruet op.

»Man tager en prøve på en patient, hvor rna’et (arvemateriale, red.) fra prøven oprenses, hvorefter det i trin tre analyseres. Der, hvor vi kan hjælpe, er på trin tre. Altså at analyserne af prøverne kan køres meget hurtigere igennem.«

Rigshospitalet står for selve fortolkningen af prøveresultaterne, mens Novo Nordisk står for selve analysen, og Pentabase leverer testteknologien.

Rigshospitalets repræsentant i samarbejdet er Nikolai Kirkby, der er laboratorieleder på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling.

Med det øgede setup på Novo Nordisk vil medicinalgiganten altså kunne analysere 6.000 coronaprøver dagligt. Det er flere, end Rigshospitalets laboratorium selv kan håndtere, og derfor er flere andre hospitalslaboratorier ved at blive koblet op på samarbejdet, så også de kan sende prøver til Novo Nordisk.

»Så i løbet af få dage vil de danske mikrobiologiske afdelinger kunne sende 6.000 prøver dagligt til Novo,« siger Nikolai Kirkby, der ser Novo-samarbejdet som helt centralt for at kunne opfylde det politiske ønske om langt flere test.

»Det er ikke alle mikrobiologiske afdelinger, der er i stand til at analysere så mange prøver, som der er et ønske om. Derfor er der i et samarbejde etableret en analyse, som kører på andre apparaturer og bruger nogle andre reagenser, så der ikke konkurreres med de reagenser, som er en mangelvare på mange laboratorier,« siger han.

Samarbejdet har ifølge Pentabase-direktør Ulf Christensen været målrettet en øgning af testkapaciteten.

»Vi har kørt et samarbejde med Rigshospitalet og Novo Nordisk, hvor vi var enige om, at der ville mangle testkapacitet, og det skulle vi gøre noget ved. Det er det, vi har fokuseret på,« forklarer han.

Sundhedsstyrelsen centerchef, Helene Probst, oplyser i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at styrelsen »inden for den nærmeste fremtid« vil udgive en revideret retningslinje for håndtering af covid-19 i sundhedsvæsenet.

»I den kommende tid vil der være et intensiveret fokus på at undgå smittekæder,« oplyser hun.

BRANCHENYT
Læs også