Fortsæt til indhold

Enighed om fase 3 og 4 - sådan lyder reaktionerne

Planen for de næste faser af genåbningen er på plads, men trods en bred politisk aftale er der endnu punkter for uenighed.

Politik

Fredag morgen er planen for en kommende fase 3 og 4 af genåbningen af Danmark blevet fremlagt. Planen er aftalt mellem samtlige af Folketingets partier.

»Danskernes sunde fornuft har bragt os hertil,« lyder den umiddelbare reaktion på Twitter fra De Radikales formand Morten Østergaard med henvisning til den nedadgående smitte i samfundet.

Han deler samtidig et billede fra de forhandlinger torsdag, der om aftenen førte til præsentationen af fase 2 af genåbningen og om natten førte til enighed om fase 3 og 4.

»Det giver mening,« lyder Østergaards egen konklusion om planerne, der blev enighed om.

Den omtalte fase 3 er planlagt til at træde i kraft 8. juni og vil blandt andet omfatte en genåbning af højskoler og kulturinstitutioner samt en forhøjelse af grænsen for forsamlingsforbuddet.

Fase 4 er planlagt til august og vil blandt andet omfatte en genåbning af fitnesscentre og diskoteker - men dog et fortsat loft på 500 mennesker i forsamlinger.

»Det blev midnat og lidt til, men nu er der en plan for fase 3 og 4. Hvis danskerne fortsætter den gode stil kan vi i begyndelsen af juni åbne for endnu mere af oplevelsesøkonomien, højskoler, indendørs idræt og ikke mindst hæve forsamlingsforbuddet til et sted mellem 30-50,« skriver De Konservatives Søren Pape Poulsen om aftalen, som altså endnu er afhængig af smittens udvikling.

På trods af den brede enighed om aftalen for både fase 2, 3 og 4, er der dog endnu punkter for diskussion.

Dansk Industri (DI) og Dansk Erhverv melder for eksempel ud, at de er glade for aftalerne - men at de vil have fokus på en »kontrolleret og forsvarlig åbning af grænserne og luftfarten af hensyn til turisme og dansk eksport,« som DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen udtrykker det på Twitter.

Hans udmelding har da også straks fået opbakning fra både Søren Pape Poulsen og Morten Østergaard, der erklærer sig »helt enige.«

Den foreløbige udmelding fra Mette Frederiksen har været, at grænseåbning ikke står øverst på hendes liste af gøremål.

Hun har holdt sig til at love, at der vil komme en udmelding om grænseåbning og muligheden for at rejse inden 1. juni.

Kort før fase 3 og 4 fredag blev offentliggjort var der også endnu mere kritiske toner om hele genåbningsforløbet fra Venstres folketingsmedlem Martin Geertsen.

»Synes det her genåbningsforløb indtil nu har været fuldkommen respektløst overfor dansk erhvervsliv, kulturliv, skoler m.v. Regeringen lukker Danmark ned, og bagefter skal Danmark så falbyde sig overfor Stm. (statsministeren. red.) for at få lov at åbne igen. Den er helt gal med bevisbyrden,« har Martin Geertsen skrevet på Twitter.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har erklæret sig uenig med den udmelding:

»Er dit parti ikke med i aftalen? Hvem falbyder sig? Og er du uforstående overfor den grundlæggende præmis, vi alle desværre lever under, at alt ikke kan åbne på samme tid?« skriver han i et svar, som Martin Geertsen ikke er vendt tilbage på.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Morten Østergaard
Søren Pape