Mangemilliardær frygter for vores civilisation på grund af coronaepidemien
Finansmanden George Soros har ikke noget bud på, hvordan kapitalismen vil udvikle sig efter viruskrisen.
Geeorge Soros, der var personligt vidne til Anden Verdenskrig som værende født i 1930, har aldrig været vidne til en større international krise end den nuværende. Det siger han i et stort interview med The Independent.
Problemet er, at coronapandemien fuldstændig har vendt op og ned på befolkningers liv - og samtidig kræver helt nye måder at agere på. Denne situation vil udfordre fundamentet for vores civilisation, siger Soros i interviewet.
»Tænk på, at vi tidligere har haft pandemier, herunder den spanske syge efter Første Verdenskrig. Den kom i tre udbrud, hvoraf den anden fase var den mest dødelige. Millioner døde. Senere kom svineinfluenzaen. Det er foruroligende, så uforberedte verdens lande har været denne gang,« mener George Soros, der har tjent et trecifret milliardbeløb på primært valutahandel.
Og krisens økonomiske betydning er vanskelig at overvurdere. Ifølge finansmanden er det eneste sikre, at vi ikke går tilbage til det udgangspunkt, vi kom fra. Alt andet er åbent for tolkning. Og her spiller bekymringen ind som en vigtig brik.
»Folk er bange. Og frygt gør, at folk ofte træffer dårlige beslutninger. Det samme gælder institutioner, lande - ja hele menneskeheden,« mener Soros.
På det politiske plan har Soros ikke meget til overs for den amerikanske præsident. Han mener, at Trump helst ville kunne agere som en enehersker, hvis han kunne. Men det tillader forfatningen ikke. Og lige nu kæmper han for sit politiske liv i skyggen af krisen.
Og EU som institution og sammenhængskraft i Europa er angiveligt i fare.
»Jeg er meget bekymret for for unionens overlevelse. Den er stadig i sin skabelse, og kæmper med intern splittelse sideløbende med epidemien. Italien er Europas syge mand og hårdest ramt af coronaen. Landet blev også behandlet dårligt under flygtningekrisen i 2015. Derfor har EU-modstanderne fået så meget medvind i landet. Men man kan ikke forestille sig et EU uden Italien,« mener George Soros.
Finansmanden slutter interviewet af med, at der stadig er muligheder for at undgå at pandemien bliver altødelæggende. EU har for eksempel mulighed for at bringe økonomiske instrumenter i spil, der kan afbøde de store skadevirkninger efter coronaen. Men stormagterne Kina og USA, der burde arbejde sammen for at udvikle en vaccine, strides internt på mange fronter. Og så er der håndteringen af hele klimaproblematikken, der heller ikke er enighed om blandt verdens lande.