Fortsæt til indhold

Campingejer kritiserer regeringen for manglende samfundssind: »Der er for meget på spil nu«

Campingejer Allan Svendsen holdt søndag demonstration imod grænselukningen. Sydjylland rammes for hårdt økonomisk af det, mener han.

Allan Svendsen, der er indehaver af Rømø Familiecamping, har organiseret demonstration mod grænselukning mellem Danmark og Tyskland, fordi han ikke mener, at der er belæg for at holde grænsen lukket længere. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Politik

Normalt ville Allan Svendsen have flere hundrede gæster på sin campingplads på Rømø. I stedet har han blot en enkelt på Rømø Familiecamping.

Frustrationen er til at føle på for campingejeren, som i Sæd i Tønder Kommune søndag eftermiddag arrangerede en demonstration mod grænselukningen mellem Danmark og Tyskland.

Over 200 mennesker var mødt op, og på talerlisten var bl.a. Pernille Vermund, formand for Nye Borgerlige og valgt til Folketinget i Sydjyllands Storkreds. Også på den tyske side af grænsen var flere mødt op for at udtrykke støtte.

Mette Frederiksen skal til at vise samfundssind. Den politiske stolthed skal pakkes væk, for vi kan ikke vente længere. Der er for meget på spil nu
Allan Svendsen, arrangør af demonstration mod grænselukning og ejer af Rømø Familiecamping

Allan Svendsen organiserede demonstrationen, fordi han ikke mener, at der er belæg for at holde grænsen lukket længere. Han forstår, at grænsen i sin tid skulle lukkes for at få smittespredningen under kontrol, men den forklaring holder ikke mere.

»Jeg føler mig svigtet af regeringen. Jeg tror ikke, grænseåbningen betyder nok for dem. Det er bizart. Mette Frederiksen skal til at vise samfundssind. Den politiske stolthed skal pakkes væk, for vi kan ikke vente længere. Der er for meget på spil nu,« siger han.

Stort efterslæb

Særligt turismeerhvervet er hårdt presset i Danmark lige nu, hvor campingpladser og hoteller står tomme. Ifølge Allan Svendsen er hans campingfirma »nede med 90 procent« ligesom hans kolleger, og danskerne kan ikke udfylde det økonomiske gab.

»Og hvis der lukkes op, kommer vi heller ikke op på samme niveau som før, men det kan redde nogle af virksomhederne, som hænger på det yderste. Vi mister mange penge, og det bliver et efterslæb i op til fem år. Så følsomt er vores erhverv,« siger han.

Denne sommer er Allan Svendsens 14. sæson, så han har lidt økonomi at tage af, forklarer han.

»Men intet varer evigt. Jeg kan ikke svare på, hvor længe jeg kan overleve dette. Det kan kun kreditorerne.«

Hvis man bor i Spanien, generer det jo ikke vedkommende, at en tysker kan få lov at tage til Danmark
Henrik Frandsen, borgmester i Tønder Kommune

Han vil ikke have nogen betænkelighed ved at byde tyskere velkommen på sin campingplads.

»De er meget autoritetstro. Jeg bliver ringet op af tyskere, som spørger ind til sikkerhedsforanstaltningerne på campingpladsen, til når de på et tidspunkt får lov at krydse grænsen igen.«

Borgere på begge sider af grænsen var mødt op til søndagens demonstration. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Borgmester forstår frustrationen

Tønder Kommunes borgmester, Henrik Frandsen (V), forstår behovet for at arrangere en demonstration. Han forklarer, at turismeerhvervet og detailhandlen i kommunen lider voldsomt.

»Demonstrationen er et udtryk for, at de er dybt frustrerede over den lukkede grænsen. Jeg bakker det op,« siger han.

Borgmesteren har selv foreslået, at tyske turister kan komme med et lejebevis i hånden, så de får lov til at passere grænsen. I det tilfælde kan Allan Svendsen stadig få det meget tiltrængte gæster på Rømø Familiecamping.

Det skal dog som udgangspunkt være turister fra Tyskland og ikke f.eks. Spanien eller Italien, hvor smitten ikke er lige så meget under kontrol. Henrik Frandsen mener dog ikke, det er problematisk, at man på den måde kun inviterer udvalgte nationaliteter til Danmark.

»Det er træls, men der er ikke grund til at lukke mere ned end højst nødvendigt. Hvis man bor i Spanien, generer det jo ikke vedkommende, at en tysker kan få lov at tage til Danmark,« siger Henrik Frandsen.

Han mener, at regeringen i så fald stadig vil have kontrol med smitten. En løsning kan samtidig være, at turisterne udover lejebeviset skal kunne fremvise en negativ coronatest.

»Vi er vant til retningslinjer. Man kunne også se på, hvor folk kommer fra. Hvis man kommer fra Flensborg, som ikke har haft smittede længe, er man ikke lige så farlig, som hvis man kommer fra Albertslund,« siger han.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Grænsekontrol