Serier

Grænseåbning skal ske »hurtigst muligt«: Her er Dansk Erhvervs ønsker til genåbningen

Politikerne skal onsdag forhandle om en yderligere genåbning af Danmark.

Corona rammer verden
Brian Mikkelsen er direktør i Dansk Erhverv. Foto: Jonas Olufson

Statsminister Mette Frederiksen varslede i sidste uge, at covid-19-situationen i Danmark har udviklet sig mere positivt end forventet.

Tal fra sundhedsmyndighederne viste nemlig, at epidemien nu er så meget under kontrol, at der er basis for at åbne mere af samfundet hurtigere, end politikerne ellers havde varslet. Det betyder, at politikerne onsdag går i gang med at forhandle om, hvad der får lov til at åbne, inden fase tre af genåbningen bliver indledt den 8. juni.

Hos Dansk Erhverv er man meget klar i mælet om, at sundhedssituationen har udviklet sig gunstigt, og at Folketingets politikere justerer genåbningen på baggrund af de nyeste informationer fra sundhedsmyndighederne. Situationen giver mulighed for at hjælpe det danske erhvervsliv hurtigt tilbage på fode efter en økonomisk hård nedlukning, lyder beskeden.

På Dansk Erhvervs ønskeseddel til Folketingets politikere står dette således øverst på listen over ting, der skal åbne »hurtigst muligt«: 

  • Den danske grænse for turister fra lande, hvor det er sundhedsmæssigt forsvarligt.
  • Museer, teatre og biografer. Zoologiske haver – både udendørs og indendørs.
  • Flere dele af indendørs sport, som eksempelvis fitnesscentre, vandlande/svømmehaller og legelande.
  • Forlystelsesparker. 
  • De offentlige arbejdspladser, hvor der er sagspukler.
  • Jobcentre.
  • Offentlige forskningsaktiviteter.

Ifølge Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen bør politikerne give erhvervslivet en afklaring på, hvornår det igen bliver tilladt at rejse ind og ud af Danmark.

»Turistbranchen skal vide, hvad den har at forholde sig til i forhold til den sommersæson, der står lige for døren,« siger Brian Mikkelsen.

»I Norge genåbner man for forretningsrejsende i Norden fra den 1. juni og vil den 15. juni tage stilling til, om nordmændene frit kan rejse i de nordiske lande, bemærker Dansk Erhverv.

I Udenrigsministeriets nuværende rejsevejledning frarådes samtlige rejser til hele verden. Denne rejsevejledning udløber den 31. maj, og Dansk Erhverv ønsker, at politikerne hurtigst muligt melder ud, om det efter denne dato vil være muligt at rejse til udlandet.

Samtidig, lyder det i erhvervslivets konkrete bud på, hvordan genåbningen skal ske, bør forsamlingsforbuddet med det samme hæves til 40. Den 8. juni foreslår Dansk Erhverv det tal hævet til 50.

»Det er nødvendigt for, at en række virksomheder kan få forretningen til at hænge sammen,« fortæller Brian Mikkelsen.

Politikerne har allerede meldt ud, at man vil hæve grænsen for forsamlinger til "30-50 personer" den 8. juni.

I det hele taget efterlyser erhvervslivet, at politikerne løbende vurderer situationen og holder de brancher, der stadig er lukkede, orienterede om hvilke retningslinjer politikerne forventer at udstikke.

»Vigtigt er det også, at myndighederne allerede nu går i dialog med de brancher, der først kan åbne senere, sådan så retningslinjer er tidligt på plads, og virksomhederne har mulighed for at forberede sig på genåbning i god tid,« siger Brian Mikkelsen.

I rapporten, som ligger til grund for forhandlingerne, har SSI regnet på fase to af genåbningen, og resultaterne ser ifølge instituttet »lovende ud«, hvis alle danskere fortsat holder over en meters fysisk afstand til hinanden og har fokus på hygiejne som hyppig rengøring og håndvask.

BRANCHENYT
Læs også