Fortsæt til indhold

Ekspertrapport til politikerne: Store usikkerheder ved yderligere åbning

Politikerne har modtaget beregninger fra SSI's ekspertgruppe forud for forhandlinger om yderligere åbning af samfundet. Statsministeren har på forhånd udpeget kulturlivet som en mulig kandidat til at åbne tidligere. Men yderligere genåbning er forbundet med usikkerheder, fremgår det af rapporten.

Politik
Artiklen opdateres

Statsminister Mette Frederiksen har lagt op til yderligere åbning af Danmark, når hun mødes med partilederne kl. 12.00.

Før mødet er SSI’s ekspertgruppe blevet bedt om at regne på en lang række åbningstiltag. F.eks. kulturlivet, som ifølge Mette Frederiksen kan åbne før tid, fordi hun mener, at udviklingen er mere positiv, end hun havde forudset for en uge siden.

Men i en ny rapport, som partilederne har fået onsdag morgen, advarer eksperterne allerede i sin indledning om store usikkerheder.

»Siden ekspertrapporten af den 6. maj 2020 er der sket en udvikling, som gør, at ekspertgruppen vurderer, at risici ved yderligere genåbning ikke alene kan vurderes ud fra modelberegninger som dem, der præsenteres i nærværende rapport. Covid-19 er en ny sygdom, og derfor er der mange faktorer i dens spredning, som vi ikke kender,« lyder det i rapporten, som fortsætter med at tage forbehold:

»Det er således fortsat uklart, hvorfor der stadig ikke er registreret øget smitteaktivitet 4-4,5 uger efter første genåbning af Danmark. Vi ved ikke, hvorvidt dette skyldes høj efterlevelse af fysisk afstand og hygiejneråd, eller om det evt. skyldes biologiske forhold f.eks. svækkelse af virulens (dvs. sygdomsfremkaldelse ved smitte) eller smitsomhed ved virus. Såfremt det er fysisk afstand, der er det bærende, er der en betydelig risiko for, at effekten vil vise sig, hvis befolkningen ændrer adfærd, blot forsinket i forhold til det forventede.

Hvis danskerne slækker på afstanden, kan det få smitten til at sprede sig på ny:

»Dette kan ved en yderligere genåbning føre til væsentlig genopblomstring af smitte. Det er heller ikke klarlagt, hvorvidt der er en naturlig sæsonvariation af covid-19 i lighed med, hvad man ser for andre luftvejsvira.«

»Denne usikkerhed kan ikke fanges i matematiske modeller, da de per definition tager udgangspunkt i eksisterende viden og antagelser om smittebiologien. Samtidig er der siden sidste genåbning foretaget så mange ændringer af grundlæggende adfærdsparametre, at det er specielt vanskeligt at levere pålidelige forudsigelser.«

Derfor vil eksperterne slet ikke komme med anbefalinger af, om det er ansvarligt eller ej at åbne yderligere.

»Det er på den baggrund ekspertgruppens vurdering, at modellerne på nuværende tidspunkt ikke fuldt ud kan belyse det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt eller hvornår det er sundhedsfagligt forsvarligt at åbne mere op, herunder betydningen for smittespredning og kapacitetsbelastning på sygehuse i Danmark.

Ekspertgruppens beregninger viser dog, at der med en fremrykning af den såkaldte fase 3 formentlig ikke vil ske en voldsommere udvikling, end der hidtil har været set i Region Hovedstaden og Region Sjælland, som er der, eksperterne har fokuseret fremskrivningerne, eftersom smitten er så lille i resten af Danmark.

Åbnes bl.a. kulturliv, højskoler og indendørs idræts- og foreningsliv, så vil antallet af indlagte i Region Sjælland og Region Hovedstaden i juli måned ifølge modellerne nærme sig niveauet fra april, hvor antallet af indlagte toppede omkring - dog uden at overstige denne belastning.

Den vurdering er dog helt afhængig af, at borgerne forsat holder den anbefalede afstand og følger hygiejneråd.

Hvis kun halvdelen af voksne overholder fysisk afstand og hygiejniske forholdsregler, viser 75 pct. af eksperternes simulationer af smitten, at en yderligere genåbning vil medføre en større belastning af sundhedsvæsenet.

Og ophører voksne danskere med at overholde fysisk afstand og hygiejneråd, så vil selv en mindre ekstra genåbning føre til en »kraftig belastning af sundhedsvæsenet i den simulerede periode«, lyder vurderingen.

Og netop, når det kommer til borgernes adfærd, så kan det få en betydning, at myndighederne forleden ændrede anbefalingen om fysisk afstand fra to meter til en meter, skriver eksperterne.

Det halverede afstandskrav har ikke ført til ændring i beregningerne af effekten af at holde afstand, skriver eksperterne, men fortsætter:

»Det er dog vurderingen, at det kan føre til lavere efterlevelse af anbefalinger og en normalisering af den generelle adfærd, hvilket potentielt kan føre til, at følsomhedsscenarierne, hvor kun halvdelen af eller ingen i den voksne befolkning overholder fysisk afstand og efterlever hygiejneråd, bliver mere sandsynlige.«

»Endvidere vurderes det, at ændringen i anbefalinger for børns samvær direkte kan påvirke smittespredningen, herunder særligt ift. spredning til den ældre generation, og dermed en øget risiko for overbelastning af sygehusene.«

Også den nylige genåbning caféer, restauranter og værtshuse »og dermed yderligere normalisering af samfundet« kan ændre befolkningens adfærd, skriver eksperterne.

»Det er dog vanskeligt at forudsige de nærmere ændringer i befolkningens adfærd ved forskellige tiltag for genåbning, hvilket ligeledes skaber en væsentlig uforudsigelighed.«

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.