Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Politisk aftale efter ellevte timer: Her er listen over, hvad der åbner nu

Statsministeren og de øvrige partiledere er enige om at åbne disse dele af Danmark tidligere end planlagt.

Corona rammer verden
Zoologisk Have er blandt de steder der kan åbne efter den nye aftale. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Gymnasier, zoologiske haver og offentligt ansatte i nogle dele af landet kan se frem til en mere normal hverdag. Efter endnu en maratonforhandling i kredsen af partiledere er der nu enighed om en justeret plan for åbningen af Danmark. Alle Folketingets partier er efter elleve timers forhandlinger parate til at lade en række områder åbne tidligere end planlagt. Det går an trods usikkerhederne, forklarer statsminister Mette Frederiksen.

»Der bør være plads til at åbne mere, men alt afhænger af, at vi bliver ved med at følge retningslinjerne,« siger Mette Frederiksen og understreger, at det hele hviler på en forventning til danskerne om fortsat at holde afstand og holde en høj hygiejne.

Den næste fase af genåbningen var i udgangspunktet aftalt til at træde i kraft fra 8. juni, men nu åbner meget mere allerede fra d. 27. maj, og nogle ting kan endda åbne straks.

- Kulturaktiviteter - f.eks. museer, teatre, kunsthaller, biografer og akvarier kan åbne straks.

- Zoologiske haver, botaniske anlæg mv. kan åbne straks.

Disse områder kan åbne pr. 27. maj 2020:

- Udendørs forlystelsesparker

- Sommeraktiviteter for børn og unge

- Offentlige forskningsaktiviteter, som kræver tilstedeværelse

- Højskoler mv.

- Fuld åbning af DR og TV2

- Ungdomsuddannelserne - f.eks. gymnasier og erhvervsuddannelser.

- Videregående uddannelser kan afvikle mundtlige eksamener fysisk og undervisning, der kræver fremmøde.

- Foreningsliv - aftenskoler, musik- og kulturskoler, spejdere og lignende. Dog med begrænsninger ift. korsang, som rummer øget smitterisiko.

- Offentligt ansatte kan komme tilbage på arbejde - dog ikke i Region Hovedstaden og Region Sjælland, hvor smitten er mere udbredt end i resten af landet.

- Retningslinjer for besøg på plejehjem, hospices, i psykiatrien, på bosteder og lignende afvikles eller rettes, hvis det er sundhedsmæssigt forsvarligt. Det skal afklares nærmere.

Grænserne åbner en lille smule:

Det har været vigtigt for regeringen, at spørgsmålet om grænsen var dens egen beslutning, og et flertals krav om en yderligere åbning var ikke øverst på statsminister Mette Frederiksens egen ønskeliste, har hun flere gange sagt.

Men i aftalen fremgår det, at regeringen pr. 25. maj vil udvide listen af formål, som giver lov til at rejse ind i landet.

- Fremover kan personer med fast ophold i de nordiske lande og Tyskland indrejse, hvis de enten er sommerhusejere, kærester med en dansker, forlovet med en dansker, bedsteforældre eller lign.

- Desuden bliver erhvervsrejser til og fra Danmark tilladt under en række retningslinjer.

- Senest 29. maj vil regeringen fremlægge en plan for en »kontrolleret og gradvis genåbning« af sommerturismen, og vil komme med meldinger om indrejseforbuddet og rejsevejledningerne. Tidligere har regeringen sagt, at svar om grænsen skulle falde senest 1. juni.

Forsamlingsforbud:

Henover sommeren vil partierne lempe forsamlingsforbuddet, og det kan f.eks. ske i ryk fra juli og yderligere i august osv. Som hele tiden planlagt hæves forsamlingsforbud 8. juni til 30-50 personer. Her skal også udkomme klarere retningslinjer for bryllupper, konfirmationer og lignende.

»Det er vores forventning, at danskerne samtidig får vished om, hvad der er reglerne fra 8. juli og 8. august,« siger statsminister Mette Frederiksen, som altså håber, at der vil være mulighed for større og større forsamlinger henover sommeren med en måneds mellemrum.

Disse områder kan fortsat ikke åbne:

- Der udestår en afklaring for sundhedsmyndighederne om at gennemgå aktiviteterne omkring indendørs idræts-, forenings- og fritidsliv, som ikke er omfattet af åbning allerede. Noget kan åbne 8. juni, noget måske før.

- Diskoteker, natteliv og spillesteder åbner ikke endnu og er fortsat i den såkaldte fase 4.

- Videregående uddannelser, som ikke er åbnet allerede, åbner heller ikke tidligere end planlagt.

Alle virksomheder, som nu kan åbne, skal overholde retningslinjer, som vil udkomme fra sundhedsmyndighederne. Det gælder bl.a. også forlystelsesparker, hvor eksperterne har advaret imod f.eks. en tur i rutschebanen, hvor man risikerer at få en tur ned i de foransiddende passagerers udånding og skrig. Det kan være en smitterisiko i for eksempel Tivoli, har eksperterne tidligere påpeget.

Kilde: Aftale yderligere genåbning i fase 2

BRANCHENYT
Læs også